Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/651

Denne siden er korrekturlest
623
Lodbroks-Sønnerne.


Omstændigheder ved Vikingehærens første Fremtræden i Landet. Ifølge denne Beretning drog Hedningehæren eller en Deel deraf i September Maaned fra York og sejlede over Humberen til Lindsey, hvor de ødelagde Klosteret Bardney, og under bestandig Skjenden og Brænden trængte frem til Kestiwen. Her mødte Ealdormanden Algar den yngre dem med en i Hast samlet Hær, hvoriblandt 200 haandfaste Stridsmænd, under Anførsel af Broder Toli fra Klosteret Croyland, der tidligere havde været en navnkundig Kriger. Det lykkedes denne Hær at slaa Hedningerne (d. 22 Septbr.), der tabte tre af sine Konger og en stor Mængde Folk. Der kæmpedes heelt indtil Natten gjorde Ende paa Striden. Men endnu samme Nat kom de øvrige Hedningekonger og Jarler til den danske Lejr[1]; deres Navne vare Gudrum, Bagsæg, eller som han ogsaa kaldes, Berse[2], Aaskel, Halfdan og Haamund, og Jarlerne Fræna, Ingvar, Ubbe, Sigtrygg (Sidroc) den ældre og Sigtrygg den yngre[3]. De medbragte et stort Bytte og en Mængde Fanger, fornemmelig Kvinder og Børn. Efterretningen om deres Ankomst vakte en saadan Forfærdelse i Algars Hær, at en Mængde af hans Krigere om Natten flygtede bort, og om Morgenen var der af 8000 kun 2000 tilbage. Med denne lille Hob vovede han dog at holde Stand mod de over det lidte Tab forbittrede Daner, der, efter at have begravet deres tre faldne Konger ved Laundon, som derfor fra denne Tid af kaldtes Trekingham, fornyede Kampen. Denne varede en heel Dag, indtil Danerne endelig ved en forstilt Flugt fik Anglerne til at adsprede sig; da vendte de pludselig tilbage og anrettede et stort Nederlag. Algar og Toli faldt efter de største Tapperhedsprøver paa en Dynge af deres Krigeres Lig. Kun nogle Faa undkom til en Skov, og ilede derfra til Klosteret Croyland, hvor de Morgenen efter, just som Abbeden og hans Munke holdt Ottesang, forkyndte den sørgelige Efterretning. Abbeden sendte nu alle de sterkere og yngre af Brødrene bort med Klosterets Helligdomme og Kostbarheder, og blev kun tilbage med de ældste af Munkene og nogle faa Børn, i Haab om, at Hedningerne vilde have Medlidenhed med deres Svaghed. Men heri forreg-

  1. Der staar: venerunt … ceteri reges de patria, hvilket maaskee kunde forklares som om disse fem Konger nu først kom fra Fædrelandet, ɔ: Danmark. Men patria bruges aabenbart her, ligesom nedenfor, hvor der tales om den til Klostret Medeshamstedes Forsvar samlede Skare, i Betydningen af fólk d. e. Trop, Hærskare; Ordene de patria betegne saaledes Vistnok kun „fra Hovedhæren“.
  2. Hos Ædhelweard kaldes han Berse, hvilken Navnform ogsaa synes at være den rette; det er i alle Fald den meest nordiske. Denne Forfatter skriver ogsaa Sihtrix, ikke Sidroc.
  3. Thomas af Ely føjer urigtigt hertil, i sin vita S. Etheldridæ, forfattet i det 11te Aarhundrede, Navnene paa flere senere omtalte Vikinger, som Evils og Haastein; (Mabillon Act. Sanct. Ben. II. 768 flg.)