Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/670

Denne siden er korrekturlest
642
Vikingetog.

fred hørte om deres Ankomst, drog han dem imøde til en Ø kaldet Herispich[1], der omslynges af Rhin og Waal. Her indfandt Markgreven og Erkebiskoppen sig. Der taltes frem og tilbage den hele Dag; om Aftenen forlode de Øen, og begave sig til sit Herberge. Den følgende Dag havde Henrik anmodet Erkebiskoppen om at kalde Gisla, Godfreds Hustru, bort fra Øen, og stemme hende for Freden. Imidlertid begav han sig atter til Godfred, og anholdt om Erstatning for en Grev Eberhard, hvis Ejendomme Godfred havde plyndret. Efter forud truffen Aftale fordrede nu ogsaa Eberhard selv med høj Røst sin Ret Da Godfred svarede ham haardt og haanligt, tog Eberhard sit Sverd, og hug ham et vældigt Hug i Hovedet; Henriks Mænd gjorde Resten, og saaledes lod Godfred sit Liv. Alle Nordmænd paa Betuwe bleve nedsablede (885). Hertug Hugo blev blindet og sat i Kloster. Imidlertid vare en heel Deel Nordmænd efter Godfreds Anmodning virkelig ankomne til den saxiske Kyst, uvidende om hvad der var skeet. De droge op for at herje, joge med Lethed nogle faa Saxere paa Flugten, og fulgte dem et Stykke op i Landet; men imidlertid kom en Deel Friser fra Diesterbant og angrebe dem i Ryggen, medens Saxerne toge Mod til sig, holdt Stand, og tilføjede Fienden et stort Nederlag[2]. Om denne svigagtigt ombragte Godfred var den samme som den, der allerede i 853 fik et Stykke Land til Forlening af Karl den skaldede (se ovenfor S. 432), er uvist. Det siges ikke udtrykkeligt; rimeligviis har han dog været en anden[3]. Godfreds Drab kunde neppe andet end vække de øvrige Nordmænds Forbittrelse, og vi see ogsaa dem, der havde taget deres Vinterophold i Løwen, endnu i Juli samme Aar bryde ind i Frankrig, der nu adlød Kejser Karls Herredømme. Angrebet vilde dog vistnok under enhver Omstændighed have fundet Sted. Under Anførsel af Sigfred droge de til Seine-Egnen, hvor de, da deres egne Skibe ej vare komne, toge de Skibe, de fore-

  1. Øen skal nu hede Spik.
  2. Saaledes fremstilles Sagen af Regino (Pertz I. p. 595). De andre Annalister afvige noget; saaledes heder det i Fulda-Annalerne (p. 399), at Gisla allerede i 884 blev bragt til Kejseren, der opholdt sig paa et Møde i Worms, og ej fik Tilladelse til at vende tilbage til sin Mand; De vedastinske Annaler sige kortelig (p. 201) at han ved en af sine Mænds, Gerulfs, Svig, dræbtes af Markgrev Henrik. Denne Gerulf var ifølge Regino en af de Mænd, han havde sendt til Kejseren for at forebringe hans Begjering om Koblenz m. m.
  3. En forvirret Beretning om disse Begivenheder og om Forliget ved Haslou, findes ogsaa, tildeels efter tydske Forfattere, i Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 60. Her heder det, at Sigfred og Godfred havde Ragnar Lodbroks Sønner i Følge med sig. De her nævnte Sigfred og Godfred ansees af Nogle for de Konger af samme Navn, der faldt i Slaget ved Løwen, hvorom nedenfor. Godfred skal have efterladt sig en Datter, ved Navn Ragnhild, der blev gift med Grev Dietrich af Ringelheim eller Oldenburg.