der bortrev den ene af Broerne og gav det dermed forbundne Brohoved til Priis for Fienden. I denne Nød sendte Gauzlin Bud til Markgrev Henrik i Lothringen for at bede ham om Hjelp. Henrik kom dog først i Mai Maaned, og kunde intet udrette, men vendte kort efter tilbage til Tydskland[1]. Gauzlin saa nu ingen anden Udvej end at aabne Underhandlinger. Imidlertid havde Nordmændene paa deres Strejftog ogsaa lidt enkelte Tab, saaledes vare de slagne ved Chartres og ved Mans[2], dette har maaskee bidraget til at Sigfred lyttede til Gauzlins Fredsforslag, og lod sig mod 60 Pund Sølv overtale til at drage bort med sine Mænd[3]; de øvrige bleve tilbage, af hvilke en Konge ved Navn Sinrik (Sigtrygg) svor at han ikke vilde forlade Frankrige førend han havde seet Seinens Kilder. Han druknede nogen Tid efter med 50 Mand[4]. Strax efter disse Forhandlinger døde Biskop Gauzlin af en Sygdom, som han rimeligviis ved altfor store Anstrengelser havde paadraget sig. Fiendtlighederne vedbleve, Stadens Stilling blev misligere, der indfandt sig Mangel og Hungersnød, og Indbyggerne begyndte at tabe Modet. Men Grev Odo satte Mod i dem og bad dem endnu at holde ud en Stund; selv begav han sig for en kort Tid hemmelig ud af Staden for at opfordre de nærmeste Høvdinger til at skaffe Hjelp, og især for at lægge Kejseren Statens Nød paa Hjerte. Langt om længe satte endelig den dorske Kejser sig i Bevægelse. Ud paa Høsten kom han til Cressy, og sendte derfra Markgrev Henrik i Forvejen; men da denne red omkring med faa Folk, og betragtede Fiendens Befæstninger, for at undersøge, hvor de lettest kunde angribes, blev han overfalden og dræbt[5]. Paa samme Tid opbrændte Nordmændene en Deel af Staden Beauvais. Omsider kom Kejseren, mod Slutningen af Oktober, opslog sin Lejr paa Montmartre og nødsagede herved dem af Fienderne, der hidtil havde haft sin Lejr paa den højre Flodbred, til at flytte over til den venstre[6]. Han lod en Deel af sin Hær følge efter, og sendte tillige nogle Tropper ind i Staden. Men dette var ogsaa alt, hvad han gjorde. Thi han indlod sig ikke paa nogen egentlig Kamp med de stridbare Fiender. Under Paaskud af at Vinteren nærmede sig, aabnedes der Underhandlinger, og han fandt sig i at slutte Fred paa de: som en samtidig Annalist udtrykker sig, altfor ynkelige Vil-
- ↑ Abbo, 1ste Bog, Slutn.
- ↑ Ann. Vedast. p. 202. Fulda-Annalerne S. 403. Regino, hos Pertz I. p. 596. Abbo II. v. 1–22.
- ↑ Ann. Vedast. p. 202, jvf. Abbo II. v. 28–67.
- ↑ Abbo, II. v. 220–226.
- ↑ Ann. Vedast. p. 202. Fulda-Ann. S. 403. Regino S. 596. Abbo II. v. 222, 223.
- ↑ Abbo, II. v. 334, jvf. Ann. Vedast. p. 203.
