Dacia[1]. Fra disse Folk nedstammede, efter hans Mening, de Dacier eller Daner, der hjemsøgte Frankrige; da Folkemængden ved deres uordentlige Levnet tiltog i højere Grad end at Landet kunde rumme den, udjoges i Følge ældgammel Skik efter Lodkastning en stor Deel af den yngre Slægt, for at erhverve sig Besiddelser andensteds, og drog afsted efter højtidelige Offringer til sin Gud Thor, hvilke Offringer ikke bestode i Kvæg, men i Menneskeblod. De kaldtes ogsaa, siger han, Danaer, og gjorde sig til af at nedstamme fra Trojaneren Antenor. Derpaa gaar han over til at omtale Haastein (Anstignus), og dvæler fornemmelig ved Erobringen af Luna. Endelig beskriver han Rolfs eller Rollos Historie paa følgende Maade, „Da Folkemængden i Dacia atter paa den nysnævnte Maade begyndte at tiltage; og der opstod indbyrdes Krige mellem Frænder, fordrede Landets Ældste af Kongen, at den gamle Skik skulde overholdes, nemlig at en Deel af den yngre Slægt ved Lodkastning skulde udvælges til at forlade Landet. Kongen samtykkede deri, og bød sine Statholdere at indfinde sig paa en bestemt Tid, for at optage Fortegnelse over alle Sønner og Sønnesønner. Dette skede; men de saaledes udvalgte vare meget ilde tilfredse derved og klagede deres Nød for Rolf (Rollo) og Gorm (Gurim), Sønner og Arvinger af Daciens mægtigste Mand, der nylig var død. Denne Mand havde været Ejer af Størstedelen af Riget, og tillige erobret de Lande, der grændsede til Dacien og Alanien; han havde aldrig bøjet sin Nakke under nogen Konges Vælde, og aldrig erkjendt sig for Nogens Undermand; hans Sønner vare smukke, velopdragne og tappre. De havde Medlidenhed med deres Jevnaldrende, og tilsagde dem sin Hjelp. Ved Efterretningen herom besluttede Daciens Konge at bekrige Rolf og Gorm, men blev slagen, og kunde intet udrette imod dem. Da Krigen havde varet i fem Aar, tog han sin Tilflugt til List og bød Fred. Rolf og Gorm, saavelsom de til Bortjagelse udvalgte Ynglinger modtoge dette Tilbud, og Freden blev sluttet og besvoren. Men da Rolf og Gorm ingen Fare længer frygtede, samlede Kongen i Hast en Hær, drog om Natten ind i Brødrenes Rige, lagde et Baghold nær ved deres By, og begyndte at belejre denne. Rolf, Gorm og de Krigere, som vare hos dem, gjorde et Udfald. Ved en forstilt Flugt lokkede Kongen dem langt bort fra Byen, saa at denne var ganske blottet for Forsvarere. Efter Aftale stormede nu de Krigere, Kongen havde lagt i Baghold, ind i Byen, som de uden Modstand plyndrede og stak i Brand. Da Kongen saa Luerne, skjønnede han at hans List var lykkets, vendte pludseligt om og angreb Brødrene fra den ene Side, medens den Afdeling, der havde opbrændt Byen, angreb dem i Ryggen. I denne ulige Kamp
- ↑ Man gjenkjender Jornandes’s Ord Cap. 4: quasi officina gentium aut certe velut vagina nationum.
