Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/699

Denne siden er korrekturlest
671
Gange-Rolf.


ligger meget nær at antage, at Rolf i dette, som i andet er bleven forvexlet med sin Formand, saa meget mere som den Beretning om Rolfs Død, der meddeles i Historia Norvegiæ, ligeledes synes at grunde sig paa en Forvexling mellem Rolf og Godfred, da denne jo virkelig, efter at være bleven Herre i Frisland, dræbtes ved Svig. Beretningen, som ej findes andensteds, og som ligefrem strider mod Dudos Udsagn, at Rolf døde i Fred og Ro, kan neppe være rigtig, og maa derfor grunde sig paa en Misforstaaelse[1].

Om Tiden, naar Forliget mellem Kong Karl og Rolf fandt Sted, kan der, efter hvad ovenfor er viist, ikke være nogen Tvivl. Man har endog et Diplom af Karl den enfoldige fra Aaret 918, hvor han nævner „den Landskabsdeel, han overdrog Nordmændene ved Seinen, nemlig Rolf og hans Ledsagere, for at de skulde forsvare Riget“[2]. Derimod hersker der Uvished om Tiden, naar Rolf døde. Dudos Angivelse, at han døde et Lustrum (fire til fem Aar) efter at han havde ladet sin Søn hylde som sin Eftermand, er af Enkelte paa en næsten ubegribelig Maade bleven misforstaaet saaledes, som om hans Død indtraf fem Aar efter hans Daab, altsaa 917[3]. Men Flodoard, hvis Annaler igjen tage fat efter dette Aar, nævner ham heldigviis et Par Gange, senest 925, andre Krøniker henføre hans Død deels til 928, deels til 931, og der er flere Grunde, som gjøre det sandsynligt, at dette sidste er det rette.

Om Rolfs Bedrifter efter Erhvervelsen af Nordmandie veed man ikke meget. Hvad Dudo fortæller, er mestendeels kun Sagn om hans Strenghed og Retfærdighed. Allerede Dudo antyder, at han, da der senere udbrød Tronstridigheder mellem Grev Robert af Paris og Kong Karl, ikke vilde tillade hiin at støde denne fra Tronen, af Flodoards Beretning sees det, at Nordmændene, da Kongen blev forladt af sine fleste Tilhængere, vare saa godt som hans eneste Støtte. Men Rolf har vel og under disse Uroligheder fundet Lejlighed til at udvide sit Rige. Han var ellers ikke den eneste Nordmannahøvding der paa denne Tid erhvervede Besiddelser i Frankrige: der var paa denne Tid endnu en Deel Nordmænd, som havde sit Tilhold ved Loire. De plyndrede Cornouaille eller det vestlige Bretagne i Aaret 919, og tiltvang sig 921 af Grev Robert Afstaaelsen af det herjede Landskab tilligemed Heredet om Nantes. Da Nordmændene ved Seinen ogsaa

  1. Det er vistnok ikke umuligt, at Fortællingen om Villjams, Rolfs Søns, Mord ved den flanderske Hertug Arnulfs Svig ogsaa kan have foresvævet Forfatteren af Historia Norvegiæ, dog udelukker dette ikke Muligheden af at han tillige har indblandet hvad der vedkom Godfred.
  2. Bouquet, Recueil, IX. p. 536.
  3. Saaledes Ordrik, Fejlen gjentages hos Florents af Worcester, og mange andre, ja endog i Rolfs Gravskrift. Om den i Historia Norvegiæ givne Beretning angaaende hans Død, se nedenfor.