Form, men saaledes som han selv troede det nyttigst. Med ni af disse Skibe lod Kongen sine Mænd drage ud mod sex af Vikingernes, der vare komne til Øen Wight. De skulde søge at sperre dem Tilbagevejen, og det lykkedes dem og at tage to af Skibene, medens tre andre formedelst Ebben vare komne paa Grund. Omkring disse Skibe udspandt der sig en ny haardnakket Fegtning, der endte med Vikingernes Nederlag; de mistede 120 Mænd, Alfreds Folk kun 62. Det lykkedes vel hine ved den indtrædende Flodtid at faa deres Skibe ud, men i en saa daarlig Forfatning at de ej kunde ro dem forbi Kysten af Sussex, hvor to strandede, og Mandskabet fangedes; de førtes til Kongen i Winchester, og bleve hængte. Kun eet Skib undkom til Ostangel. Blandt de paa engelsk Side faldne Mænd nævnes flere Friser, hvoraf man kan se, at Alfred bar maattet skaffe sig Søfolk fra Frisland til at bemande sin nye Flaade. Da det hos en Forfatter beder at Sørøveren Sigfred fra Northumberland paa denne Tid herjede Kysterne to Gange under eet Tog, men derpaa vendte tilbage igjen, maa man slutte at hine Vikingers eller Askmænds Høvding hed Sigfred, og at han var en Frænde af Kong Gudrød. Efter denne Krig synes det som om England havde Ro i nogle Aar, saa længe som Alfred levede. Hvor farlig og ødelæggende Krigen havde været, sees af en samtidig Annalists Udbrud: „Takket være Gud, at Vikingehæren ikke i Bund og Grund havde ødelagt det angliske Folk[1]“.
Efter Alfreds Død (28de Oktober 901) blev hans Søn Edward, Sejrherren ved Fearnham, Konge. Hans Frænde Ædhelwald gjorde Oprør imod ham, og bemægtigede sig nogle Kongsgaarde, men da Kongen nærmede sig med en Hær, tog han Flugten og begav sig til Northumberland, hvis Indbyggere toge ham til Konge, hvilket vel er saaledes at forstaa, at de hyldede ham som Englands Overkonge. Der tales strax efter om et Søslag mellem Kantvarerne og de Danske ved Holm; senere kom Ædhelwald med en Flaade til Essex, og lod sig hylde af Indbyggerne, ligesom han og fik Nordboerne i Ostangel til at bryde Freden og herje hele i Myrkne-Landet. De trængte frem lige til Cricklade i Berkshire, gik over Temsen, toge alt hvad de kunde faa, og vendte derpaa tilbage; men Edward fulgte efter dem, saa snart han havde faaet samlet sin Hær, og herjede hele deres Land mellem Digerne og Ouse, lige til de saakaldte „Fens“. Her gav han Befaling til at vende om, men Kantvarerne vilde ikke adlyde, uagtet han sendte syv Bud for at bevæge dem dertil. Heraf benyttede Fienden sig til at angribe dem, og det kom til et blodigt Slag, i hvilket vistnok Danerne sejrede, men mistede flere Folk. Blandt de Faldne paa deres Side var baade den østangliske Konge Erik, og Oprøreren Ædhelwald,
- ↑ Chron. Sax. p. 369, 370, 371.
