Sejlads fra Nord mod Syd, har det ogsaa fra de ældste Tider været et charakteristisk Træk ved de germaniske Nationer, at de, saa ofte de kom i Berørelse med Havet eller sejlbare Søer og Floder, yttrede Lyst til Sejlads og viste sig fortrolig med Skibsbyggeri. Tacitus beskriver allerede Svierne som mægtige ved deres Flaade; endog i den gamle Gudelære spille Skibe (som Skidbladner, Naglfar, Ringhorne), en vigtig Rolle; Sagnene om Udvandringen fra Skandja forudsætte selv Fortrolighed med Søen. Goterne havde aldrig saa snart naaet det sorte Hav, førend vi see dem bygge Fartøjer, hvormed de foretog Plyndringstog til Grækenland og Lilleasien; de gamle Russer sejlede paa deres smaa Fartøjer ned ad Dnepr og derfra lige til Constantinopel. Søen kunde derfor ikke være nogen Hindring for deres Fremtrængen, allermindst Østersøen, hvor Aalands-Archipelaget endog næsten kan siges at danne en Bro, og hvor man paa een Dag idetmindste kan komme saa langt fra Kurlands Kyst, at man har Landkjending af Gulland. Større Vanskeligheder, end ved at antage en Flytning over Østersøen, vil man finde ved at skulle forklare, hvorledes Germanerne til Lands arbejdede sig gjennem de skythosarmatiske Stammer, der opfyldte Egnene mellem deres ældre Hjem og det nuværende Tydskland. Og om man end antager dette muligt, kan man dog ikke undgaa at tænke sig Nordmændenes og Svearnes Vandring som foregaaet enten tversover eller nordenom Østersøen. Thi en nærmere Undersøgelse af Retningen, hvori Norge bebyggedes, viser noksom, hvad der i det Følgende vil sees, at den gik fra Nord mod Syd, ligesom en lignende Undersøgelse med Hensyn til Sverige viser, at det bebyggedes i Retningen fra Øst til Vest. Men kunde to germaniske Folk saaledes komme over eller omkring Østersøen, da kunde de øvrige ogsaa. Det bliver saaledes ej alene meest overeensstemmende med de ældre sydlandske Forfatteres ethnographiske Notitser, og med Germanernes egne Oldsagn, men ogsaa i og for sig selv rimeligst at Germanernes første Indvandring til vestlige Egne er skeet paa den ovenfor udviklede Maade og i den ovenfor skildrede Retning, nemlig først over Østersøen til den nordiske Halvø, derfra videre til Tydskland.
Vi have forfulgt Germanerne opad til deres ældste Hjem i det nuværende Mellemrusland, og have bragt det til nogenlunde Vished, at de i en fjern Oldtid, idetmindste mere end 3–400 Aar før Chr., have begyndt deres Udvandring derfra mod Vesten, over Østersøen. Men om Aarsagen til denne Udvandring kunne vi intet andet sige, end at den, som de øvrige Udvandringer, maa have haft sin Grund i Bevægelser i det fjerne Østen, om hvilke Historien tier. At Perserkongen Darius Hystaspis’s Tog mod Skytherne henved 300 f. Chr. kan have bidraget dertil, – hvilket flere have gjettet paa – kan i og for sig ikke kaldes usandsynligt, ligesom vel overhoved de ældste akhæmeniske Kongers Erobringstog til Landene østenfor det kaspiske
