Den i Aaret 927 afdøde Sigtryggs Søn Olaf var, som vi have seet, flygtet til Irland, hvor han synes at have gjort flere Herjetog. Her var hans Frænde Godfred, der i de irske Annaler kaldes „den grusomste“, Konge i Dublin; hans hele Regjeringstid hengik med Krigstog ej alene mod de indfødte i Landet, men ogsaa mod hans egne Landsmænd. Godfred døde i Aaret 934[1], efterladende sig Sønnerne Olaf og Blakar, af hvilke den første, som allerede i hans Levetid havde ført flere Krige, fornemmelig mod Olaf Skurfa[2], Kongen i Limerick, nu var heldig nok til at fange denne, men forlod selv nogle faa Aar efter Dublin, enten nødtvungen, eller for at forsøge sin Lykke i England. Hans Broder Blakar fulgte ham som Konge i Dublin. Olaf, Sigtryggs Søn, var imidlertid bleven gift med en Datter af Constantin, Kongen i Skotland, hos hvem han rimeligviis en Tid lang opholdt sig, og ved hvis Hjelp han søgte at vinde Northumberland tilbage. Constantin havde erkjendt Ædhelstan for sin Lensherre, men, som man seer, ikke med sin gode Vilje. Thi allerede i 934 brød han sin Lensforpligtelse, saa at Ædhelstan maatte foretage et vældigt Tog mod Skotland til Lands og Vands hvorved han nødsagede Constantin til at ydmyge sig og stille ham sin Søn til Gissel for sin fremtidige Lydighed. Men ikke desto mindre ophidsede Constantin, som det fortælles, faa Aar derefter Olaf til at angribe England, og af Beretningerne om denne Krig hvor udsmykkede de end ere, seer man tydeligt, at de nordiske Høvdinger i England her havde rustet sig i Masse, for at vove en afgjørende Dyst med den engelske Konge. Fra Irland synes Olaf at have faaet stor Hjelp, endog under Anførsel af Olaf Godfredssøn selv[3]. Med 615 Skibe landede Olaf i Humberen, og skal i sit Følge have haft, foruden Constantin i det mindste fem Konger og syv Jarler. Ligesom Alfred fordum, sneg Olaf sig, forklædt som Harpespiller, listigt til Ædhelstans Lejr, for at udspejde den. Medens Kongen og hans Mænd lyttede til Sangen under Maaltidet, lod han Øjnene løbe om, for at undersøge Alt; da han skulde gaa, fik han Sangerløn, men da han væmmedes ved at modtage den af Fiendehaand, grov han den ned i Jorden. Dette bemerkede en af Ædhelstans Mænd, der tidligere havde kæmpet
- ↑ Ulster-Annalerne, S. 261.
- ↑ Saaledes synes hans irske Tilnavn, Sendcairech, at maatte gjengives. Ann. 4 Magg. p. 457.
- ↑ Dette viser sig, saa vel af de ulsterske Annaler, der omtale Olaf Godfredssøns Tilbagekomst til Irland 938, som af Simeon Dunelm. de Dun. eccl. (Twysden S. 25), hvor det staar ligefrem, at det var mod Olaf Gudrødssøn, at Ædhelstan kæmpede ved Brunanburg. Overhoved hersker der en øjensynlig Forvirring i Annalerne mellem de mange samtidige Fyrster af Navnet Olaf, og det vil neppe nogensinde blive aldeles sikkert, om det ikke var Olaf Godfredssøn, som selv var Constantins Svigersøn, og alene kæmpede ved Brunanburg.
