Magen: deres Gods plyndredes, deres Skibe opbrændtes deres Kvinder og Børn bortførtes i Lænker, og kun faa af deres Krigere undkom[1]. Olaf Kvaran opkastede sig til Konge i Dublin[2], og Blakar, der gjorde Forsøg paa at vinde sit Rige tillbage, faldt i et Slag mod Congelarb, hvori tillige flere end tusinde Nordmænd bleve dræbte, og 610 saarede eller fangne (948)[3]. Paa denne Tid, fortælles der, skulle Nordmændene i Dublin være blevne tvungne eller overtalte til at antage Christendommen[4].
Om Nordmændenes Bedrifter i Skotland i den her omhandlede Tid tales der saare lidet, saa vel i vore Sagaer, som i de skotske Krøniker, der , for Resten baade ere forfattede i en temmelig sildig Tid, og meget magre. Det første norske Kongevælde i Skotland selv ophørte med Thorstein den rødes Fald, og saa mægtig Torv-Einar, Orknøernes Jarl, end var, saa synes han dog ikke at have underkastet sig nogen Deel af det skotske Fastland. Man veed kun om ham, at han meget længe var Jarl over Orknøerne, og at han ved sin Død efterlod tre Sønner, Arnkell, Erlend og Thorfinn Hausakljuf[5]. Man kjender heller ikke hvad Tid han døde, uden for saa vidt hans Død maa have indtruffet før Kong Haralds, eller i det mindste førend Erik Blodøxe efter dennes Død gjestede Orknø, hvorom der i det Følgende vil blive handlet. Der kan ellers ikke være nogen Tvivl om, at de mange Nordmænd, som paa denne Tid droge i Vesterviking, fornemmelig gjestede Skotland. Toget til det sydlige Skotland under Ragnvald, Ottar og Aasulf er ovenfor omtalt, og dette Tog var vist ikke det eneste, om end Annalerne tie om de øvrige.
Vi forlode i Norge Erik Blodøxe som Landets saakaldte Overkonge ved Faderens Død (933), formeligt udnævnt dertil tre Aar i Forvejen, og i Virkeligheden udøvende samme Magt flere Aar tidligere, forsaavidt som han raadede i sin Faders Navn. Men Erik styredes igjen af sin Dronning Gunnhild, og hun var saaledes den, der egentlig raadede i Landet, en Indflydelse, der blot kunde være Erik til Skade, da hendes List og Ondskab allerede havde gjort hende almindelig forhadt. Heller ikke lykkedes det Harald at faa Erik anerkjendt som Overkonge paa alle Kanter af Landet. De mægtigste af hans andre Sønner gjorde, som allerede nævnt, ligeledes
