viant, kaldtes tilsammen Ledingen (leiðangr). Af en anden Beretning om den samme Foranstaltning erfarer man, at den, hvad der og efter det foregaaende er rimeligt, for det første kun omfattede Gulathingslagen og Frostathingslagen, og at de første Skibe tilvejebragtes ved den af Harald Haarfagre indførte Næseskat (nefgildi), fra hvilken Bønderne nu sandsynligviis ved en engang for alle given Sum løskjøbte sig. Det heder nemlig: „De Nefgildes-Skatter, som Harald havde paalagt hele Landet, lod Haakon tage langs Kysten og i Thrøndelagen, og anvende til Opførelse af Skibe. Han gjorde og en Bestemmelse for hvert Fylke, hvor mange og hvor store Skibe med Hensyn til Rumtal skulde udredes, med Hensyn til Mænd, Vaaben, og Proviant for en udenlandsk Hær, saa at enhver kampdygtig og fri Mand skulde eje Skjold, Kesje og Hugvaaben; thi fordi Kongen ofte kun havde saa Folk om sig, ønskede han at kunne saa Understøttelse, hvor han var, naar det tiltrængtes, og en Hær var nødvendig; han havde da et fuldt udrustet Skib med Mænd og Vaaben at tage til, hvor han behøvede det“[1]. De ved Nefgildes-Skatterne byggede Skibe ere altsaa blevne Bønderne overdragne til Vedligeholdelse[2]. Skibrede-Indretningen maa temmelig tidligt være bleven udstrakt til Haalogaland, og heller ikke saa længe derefter til Viken, da vi have en Fortegnelse over, hvor mange og hvor store Skibe hvert Fylke skulde udrede, forfattet, som det synes, meget tidligt, maaskee allerede i det 11te Aarhundrede, og i hvilken Fortegnelse baade Vikverjer og Haaleyger nævnes[3]. I Forbindelse med Skibrede-Indretningen skal Kongen ogsaa have foranstaltet, at der oprettedes Viter eller Varder paa Fjeldene, i ikke større Afstand, end at man kunde se fra den ene til den anden; hvor en Fiende landede, skulde den nærmeste Vite antændes, derpaa den næste og saa videre. Viternes Antændelse var Tegn til at Herør eller Krigsbudstikken skulde gaa. Men for at Folket ej skulde foruroliges ved blind Allarm, fastsatte Haakon ogsaa store Bøder før Viternes Antændelse uden Grund. Man regnede at Krigsbud paa denne Maade kunde gaa fra den sydligste Vite i Landet til det nordligste Thinglag paa Haalogaland[4].
Ved Haakons Bestræbelser for at ordne Landets Lov og Ret og sikkre det mod udvortes Fiender ved et vel indrettet Forsvarsvæsen, kom der til
- ↑ Fagrskinna, Cap. 32.
- ↑ Af yngre Diplomer se vi, hvorledes Bønderne i Skibreden, naar nye Skibe maatte bygges, fordi de ældre vare udslidte, fik Tilladelse til at sælge disse til Hjelp ved Anskaffelsen; f. Ex. Dipl. Norveg. I. No. 470.
- ↑ Ældre Gulathingslov, Cap. 315.
- ↑ Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 21. Fagrskinna, Cap. 32.
