at herske god Fred i Landet, baade mellem Bønderne indbyrdes og for de Kjøbmænd, der udenlands fra søgte til Riget. Der var og, siges der, gode Aaringer baade paa Sø og Land. Dette gjorde ham end mere yndet, og det spurgtes udenfor Landets Grændser, at Norge var lykkeligt under hans Herredømme. Heraf benyttede han sig til at faa Jemterne til at erkjende ham for deres Konge. Det er ovenfor (S. 334 og 570) viist, hvorledes Jemteland allerede var blevet opryddet og befolket paa Oplændingekongen Eysteins Tid, og hvorledes dets Beboeres Antal forøgedes ved senere Nybyggere under Harald Haarfagre. Fra Jemteland var igjen den nordlige Deel af Helsingeland bleven bebygget, medens den søndre Deel derimod var bebygget fra Sverige. Dette Naboskab med Sviarne og Sverige bevirkede, at Helsingerne gjorde sine Kjøbferder til dette Rige, og at deres Land betragtedes som henhørende dertil. Jemterne derimod, som boede mellem Sverige og Norge, hørte en Tid lang ikke til noget af disse to Riger, og ændsedes heller ikke af Kongerne. Men Haakon indledte fredelig Handel med dem, og søgte at vinde de mægtigste Mænd iblandt dem, hvilket heller ikke blev ham vanskeligt, da Jemterne hørte saa meget godt om ham. Han bragte det endelig dertil, at deres fornemste Mænd kom til ham, hyldede ham som Konge, og forbandt sig til at betale ham Skat, hvorimod han, som det siges, gav dem Love og Landsret. De vilde heller adlyde ham end Sviakongen, fordi de selv vare af norsk Æt. Ogsaa de Helsinger, hvis Herkomst var fra Norge eller Jemteland, skal have fulgt deres Exempel[1].
Kong Haakon var hos Ædhelstan bleven opdragen i den christelige Religion. I England var Gejstlighedens Anseelse paa denne Tid overordentlig stor, og den religiøse Iver grændsede til Bigotteri. Det var derfor intet Under, at Haakon med Smerte saa Hedenskabet herske i Norge, og saa snart som muligt gjorde alvorlige Skridt til at indføre Christendommen. Denne kan paa Haakons Tid ikke aldeles have savnet Tilhængere i Norge, da saa mange Vikinger paa deres Tog havde lært den at kjende, og, saaledes som vi læse om flere af de ældste Nybyggere paa Island, vistnok ogsaa havde ladet sig døbe; men Antallet af de døbte Nordmænd maa dog endnu have været saare lidet i Sammenligning med Hedningernes, og de døbte Vikingers Christendom havde desuden ikke stort at betyde. Folket kan derfor neppe siges at have været modent til Christendommens Indførelse, og hvad der endnu mere maatte vanskeliggjøre denne, var den Omstændighed,
- ↑ Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 14.
