andre historiske Skrifters Udsagn. Saaledes beder det i et gammelt, paa Latin forfattet Udtog af den norske Kongehistorie: „Haakon, skjønt opdragen paa det omhyggeligste af den saare christelige Konge i England, faldt dog i en saa stor Vildfarelse, at han var daarlig nok til at foretrække det forbigaaende jordiske for det evige himmelske Rige, og af Omhu for at vedligeholde sin Kongeværdighed blev en Frafalden, og, undergiven Afgudernes Dyrkelse, tjente flere Gilder og ikke een Gud[1]“. Og i et andet paa Norsk skrevet Udtog af Kongesagaerne siges der, at han havde en hedensk Kone og veg meget fra Christendommen for hendes Skyld og for at gjøre det Christendommen fiendske Folk efter Behag. Der siges vel, at han skal have bidt i Hestelever, dog saaledes at han svøbte en Dug om, og ikke blotede paa anden Maade; men tilføjes der, fra den Tid af gik alt ham tyngre end forhen[2]. I en Tale, der lægges Olaf Tryggvessøn i Munden i denne Konges Saga, forekomme disse Ord: „han (Haakon Adelsteensfostre) lod sig af sine Trælle kue til at forsage den sande Tro, og forhaanede sin Skaber og skjemmede sig selv i den Grad, at han gik hen at blote“[3]. Beretningerne om hans Endeligt ere ogsaa enige øm at han paa det Yderste viste stor Anger over sit saakaldte Frafald fra den sande Gud, og erkjendte, at han havde levet som en Hedning. Det synes derfor neppe at kunne betvivles, at hans Deeltagelse i Blotene har gaaet videre, end den af Snorre fulgte Beretning, der øjensynlig søger at stille ham i det efter de daværende christelige Begreber mindst Ufordeelagtige Lys, har angivet.
Det var vistnok ogsaa i sig selv et højst uoverlagt Skridt af Haakon, allerede nu al ville indføre Christendommen, især i Thrøndelagen, hvor Aasareligionen endnu havde sine fleste Tilhængere[4], og hvor den mægtige Sigurd Jarl understøttede den hedenske Gudsdyrkelse. Naar man opmerksomt følger Beretningens Ord, faar man et ikke utydeligt Indtryk af, at Sigurd Jarl egentlig har spillet under Dække med Bønderne, og, om han end ikke ligefrem tog deres Parti, men oprigtigt søgte at værne om Kongens Sikkerhed, dog søgte at gjøre ham saa ængstelig som muligt, og paa alle Maader søgte at overtale ham til aldeles at opgive sin Plan. Paa denne Maade bedømtes ogsaa Sigurds Færd i hin ovennævnte Tale af Olaf Tryggvessøn Det heder her: „Sigurd Jarl var den største Gildre og
- ↑ Historia Norvegiæ, fol. 7 b.
- ↑ Ágrip af Nor. Kon. Sög. Cap. 5.
- ↑ Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 167.
- ↑ Det vil i det Følgende, hvor Olaf den helliges Historie omtales, vise sig, hvorledes endnu paa hans Tid, næsten hundrede Aar efter Haakon, Høvdingerne i Throndhjem, fornemmelig Indhered, holdt ivrigt ved Hedendommen, medens den paa de øvrige Steder i Landet for det meste var afskaffet.
