Rette kalder den gotiske, fordi den Indskrift, hvori den forekommer i sin største Reenhed og Simpelhed, nemlig paa et i Aaret 1734 i Sønderjylland fundet, ældgammelt Guldhorn, er forfattet i det samme Sprog, hvori Vulfilas gotiske Bibeloversættelse er skreven[1]. I det af Vulfila brugte gotiske Alfabet gjenkjende vi ogsaa flere Bogstaver fra Rune-Alfabetet. Indskrifter med dette Slags Runer have hidtil ej været fundne søndenfor Elben; i størst Mængde forefindes de i det nuværende Danmark og det sydlige Sverige, hvilket vidner om at disse Egne var deres rette Hjem; de brugtes ogsaa af Angelsaxerne i England, der saaledes maa have medbragt dem fra deres ældre Opholdssteder i de nuværende danske Lande, og de have, skjønt i et ringe Antal, været fundne i Kyst-Egnene ved Kattegattet og Skagerraket lige ind i det sydligste af Norge, endog i det nu saakaldte Nedre Thelemarken, og langs Østersøens Kyster lige ind i Upland i det egentlige Sverige. Naar man hermed sammenholder, at Danmark lige ned i det 9de Aarhundrede kaldtes Gotland[2], og det af Jornandes opbevarede Sagn om Gotiskandja og Gepidernes Ophold paa de saakaldte Weichsel-Øer, der i Virkelighed ikke ere andre end de danske Øer, faar man den bestemteste Forestilling om Danmark og Sydsverige som Goterfolkets fornemste Sæde. Og hine Indskrifter i gotiske Runer vise nogenlunde, hvorledes Goterne eller idetmindste den gotiske Kultur har spredt sig fra Hovedsædet. Thi da disse Indskrifter ikke alle ere i det rene gotiske Sprog, men de engelske i angelsaxisk, de blekingske og svenske endog tildeels uforstaaelige, bære de tillige et Vidnesbyrd om, at det ej alene var Goterne, men ogsaa de nærmest disse boende og med dem beslægtede Folk, som af dem havde lært at kjende og bruge disse Runer, ligesom ogsaa den Omstændighed, at Bogstavsystemet i de angelsaxiske og ikke reengotiske Indskrifter er mere kunstlet og uddannet, end i den reengotiske Guldhorn-Indskrift, vidner om, at hine ere yngre, og at den gotiske Kultur inden Norden selv maa have haft en temmelig lang Udviklingsperiode[3]. Da Bogstav-Skriften i Hedendommen stod i den nærmeste Forbindelse med Religionen og Gudsdyrkelsen, kan man ikke vel antage, at Goternes Nabofolk optog deres Runeskrift uden tillige at staa i et nærmere Slægtskabs- og Afhængighedsforhold til dem, eller uden idetmindste at være forenede med dem om en fælles særegen Nationalkultus. Der mangler heller ikke paa historiske Vidnesbyrd om Goternes Overmagt ogsaa i Norden selv. Vi have allerede omtalt de Erobringer, Jornandes tillægger Ermanarik, Erobringer,
Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/76
Denne siden er korrekturlest
48
Runer.
