Mod Egil Skallagrimssøn, der saa blodigt havde fornærmet Erik ved at dræbe hans Søn Ragnvald og rejse Nidstang over ham selv og Dronning Gunnhild, viste han sig ligeledes mere ædelmodig end man af en Mand af hans Charakteer skulde have ventet. Egil havde strax efter sin Hjemkomst overtaget Bestyrelsen af Gaarden Borg, da hans Fader Skallagrim nu var bleven meget gammel og affældig. Den samme Hest døde Skallagrim pludselig, medens Egil var fraværende paa et Gjestebud. Det fortælles, at da Egil skulde stige til Hest og ride fra Gaarden, krævede Skallagrim af ham det Sølv, Kong Ædhelstan havde givet ham i Erstatning for Thorolfs Fald, men da Egil slog dette hen og red afsted uden at give noget bestemt Svar, tog Gubben samme Aften en Kiste og en Kobberkjedel, han selv ejede, begge fyldte med Sølv, red bort med dem, og styrtede dem, som man troede, ned i den saakaldte Krumskilde, for at Egil ej skulde faa dem fat; den følgende Morgen fandt man ham siddende død paa Sengestokken og saa stiv, at ingen kunde røre ham af Stedet, men man maatte sende Bud efter Egil, som fik bøjet Liget ned, lod bryde Hul paa Væggen for at føre det ud, og lod det højlægge med hans Hest, Vaaben og Smederedskaher paa Digranes i Nærheden af Borg. Egil tog nu Arven efter sin Fader. Den følgende Sommer, den samme, i hvilken Haakon Adelsteensfostre og Erik Blodøxe stredes om Kongedømmet i Norge, kom der formedelst Forbud mod alle Skibes Bortrejse ingen Efterretninger til Island om de seneste Begivenheder. Egil, som aldrig kunde have ret Ro paa sig, begyndte om Vinteren at blive noget utaalmodig, og yttre Lyst til at rejse til England og besøge Kong Ædhelstan for at se de Løfter opfyldte, denne havde givet ham. Det hed, og man troede for vist, at Dronning Gunnhild havde ladet anstille Seid for at Egil aldrig skulde have Ro paa Island. Han udrustede et Skib med 30 Mand, men kom ikke afsted førend henimod Høsten og den stormfulde Aarstid var indtraadt. Vinden var ham ugunstig; omsider kom han til Orknøerne, men vilde ikke lande her, fordi han troede at Erik Blodøxe havde Herredømmet over dem[1]. Han sejlede langs Skotlands Kyst,
- ↑ Denne Bemerkning i Egils Saga viser, at den tidligere fejler, Ved at lade Egils Rejse foregaa allerede Aaret efter Erik Blodøxes Flugt, saavelsom ved at lade Erik allerede i 936 være Underkonge i Northumberland. Thi saa længe han endnu opholdt sig i Norge, var hans Magt paa Orknø ikke af det Slags, at den kunde være Egil synderlig farlig: Jarlen var den egentlige Regent. Naar Egil altsaa troede at Erik raadede paa Orknø, maa han have erfaret at han allerede var flygtet derhen, og hvad han ikke havde erfaret, var altsaa kun at Erik havde erhvervet et Rige i Northumberland. Hans Afrejse bør maaskee derfor snarere henføres til 938 eller 939, end til 936.
