Egil til det Yderste, og sagde, at Kongen vilde komme til at kjøbe Eriks Liv dyrt, naar Arinbjørn og alle hans Følgesvende først vare dræbte: „jeg havde“, tilføjede han, „ventet mig andet af Kongen“. „Du tager dig“, sagde Egil, „saa ivrigt af Egil, at du endog byder dit eget Liv for hans Skyld, og for den Priis vilde jeg nødig kjøbe hans Død, skjønt han visselig har forskyldt alt hvad jeg gjør ved ham“. Ved disse Ord af Kongen gik Egil hen for ham, begyndte med en sterk Skemme sit Kvæde, og fik strax Stilhed. Dette Kvæde er den berømte Höfuðlausn (Hovedløsningen), som er fuldstændigt opbevaret, og er et af de sjældnere Exempler paa enderimet Verseart i den oldnorske Digtekunst; det røber tillige meget Herredømme over Sproget, men indeholder forresten ikke stort andet end Beskrivelser over Eriks Krigsbedrifter, uden dog nøje at opregne disse, kun dvælende ved de sædvanlige Enkeltheder, saa at det i Grunden lige saa godt passer paa hvilke som helst andre Krigeres Daad. Det begynder saaledes:
Vestfra paa Voven jeg foer;
Vidres Drik i mig boer;
Skaldesangen er
stedse mig saa kjær.
Egen drog jeg ud
ved Isens Brud,
Ladte med mægtigt Kvad
Mindets Skib saa glad.
Til Slutning heder det:
Brød jeg Tausheds Iis
til Kongens Priis,
mellem Mænd forsand
mæle vel jeg kan;
kvæder for Kongen jeg saa,
at mit Kvad nu maa
mange vel forstaa,
mindes og nemme faa[1].
Kong Erik sad oprejst, med Øjnene skarpt fæstede paa Egil, saa længe denne kvad. Men da han var færdig, sagde Kongen: „Kvadet er ypperligt, og jeg har nu betænkt mig paa hvad jeg vil gjøre før Arinbjørns Skyld. Du, Egil, skal faa fare uskadt herfra, da jeg ikke vil begaa det Nidingsverk at dræbe den, som uopfordret gav sig i min Vold; jeg skjenker dig denne Gang dit Hoved; men fra det Øjeblik, du forlader denne Hall, skal du aldrig komme enten før mine eller mine Sønners Øjne, og heller ikke skal dette ansees som noget Forlig mellem dig og mig eller mine Sønner og Frænder“. Egil svarede:
- ↑ Egils Saga, Cap. 64. Draapen bestaar af 17 hele Strofer, fordeelte i fem Afdelinger (Stefjarmál), tilligemed fire Halvstrofer, der danne Omkvæd, og en Ende-Halvstrofe, hvilket alt tilsammen regnes for 20 Strofer (drápa tvitug); en saadan var det, Arinbjørn udtrykkeligt fordrede at han skulde digte; en saadan var det og, Brage den gamle havde digtet til Bjørn paa Hauge.
