Søn, Harald, allerede i Faderens Levetid førte Regjeringen, enten tilsammen, eller over forskjellige Dele af Riget[1], og at de kraftigt understøttede ham i hans Erobrings-Foretagender. Paa et Tog, som Knut og Harald i foretoge i Fællesskab, efter nogle Beretninger til England, efter andre til Irland, efter atter andre til Austerveg, faldt Knut, og som enkelte paastaa, i Kamp med sin egen Broder, der misundte ham at han var Faderens Yndling[2]. Den alderstegne Gorm overlevede ikke længe dette Tab, og efter hans Død (omkring 936) tiltraadte Harald Gormssøn, der ogsaa fører Tilnavnet Blaatand, Regjeringen som Enekonge over hele Danevældet, fra Gautelven til Danevirke.
I Besiddelsen af hele Danevældet maatte Harald Gormssøn ogsaa føle Lyst til at erhverve alle de øvrige Lande, der havde tilhørt hans mægtige Forfædre, Sigurd Ring og Ragnar Lodbrok. Fornemmelig maatte Viken staa ham for Hovedet, af hvilken nu de vestfoldske Konger og Harald Haarfagre saa længe havde været i uforstyrret Besiddelse. Fra Sviakongerne eller deres Sønner kan han neppe have ventet nogen Fare, da indbyrdes Uroligheder paa denne Tid synes at have hersket i Svithjod[3]. Derfor kunde
- ↑ Ifølge Jomsvik. Saga, Cap. 2 og 4 fik Knut virkelig Holsten eller maaskee rettere det sydligste af Slesvig, af sin Bestefader Klakkharald. Knytlingasaga, Cap. 4, siger udtrykkeligt, at Harald Gormssøn var Konge i 80 Aar, hvoraf 30 medens hans Fader levede og 50 efter hans Død. Er dette end en Overdrivelse, saa er det dog et Vidnesbyrd om at Harald førte Kongenavn længe førend hans Fader døde, og vist er det af andre Oplysninger, at Harald blev en meget gammel Mand. Ogsaa Mag. Adam af Bremen lader ham herske i 50 Aar. Antaget, at han var henved 90 Aar, da han døde (mellem 980 og 988), er han sandsynligviis fød omkring 900, og har maaskee faaet Kongenavn ved 920.
- ↑ Saxo (10de B. S. 672) lader Knut falde ved Belejringen af Dublin. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 61 lader Knut og Harald herje paa Northumberland mod en Kong Ædhelbirht, der slog dem ved Cleveland; siden, heder det, sejrede de ved Scarborough, men Knut faldt ved York. Jomsvikingasaga, Cap. 4, lader Harald, hjemkommen fra et Herjetog i Austerveg, overfalde og dræbe Knut.
- ↑ Det var paa denne Tid, at de Konger maa have hersket i Birk, om hvilke den danske Konge Sven Ulfssøn berettede Mag. Adam: nemlig Ring med hans Brødre Erik og Emund (I. 63), medens Bjørn den gamle, Erik Emundssøns Søn, herskede i Uppsala. Saa mange Konger herskede neppe samtidigt, uden at ligge i Strid med hverandre. Mag Adam siger og om dem, at i faa Aar herskede mange Konger blodtørstigt, og glemte næsten Christendommen.
