han mere ubehindret efterhænge sine Planer mod Norge. Allerede i Faderens Levetid modtog han, som vi have seet, den fra Norge Utlæge Eyvind Skreyja, og gjorde ham til Landeværnsmand i Jylland. Vi have ligeledes ovenfor antydet de Grunde, som gjør det sandsynligt at Erik Blodøxe selv i ham har søgt en Støtte mod sine Brødre, og paa en vis Maade erkjendt hans Overhøjhed, idetmindste hvad Viken angaar. Derved lader og den Iver, hvormed Haakon Adelsteensfostre erkjendtes af det modsatte Parti, som man kunde kalde Uafhængighedspartiet, sig bedst forklare. En Tid lang synes imidlertid Forstaaelsen mellem Haakon og Danekongen at have været nogenlunde taalelig, maaskee saa længe som denne ikke følte sig mægtig nok til at begynde aabenbar Krig. Der tales endog om Sammenkomster, som Haakon og de øvrige Høvdinger i Norden holdt hver tredie Sommer paa Brennøerne, for at vedligeholde Freden, og mindeligt afgjøre de mellem dem opkomne Sager; ved hvilke Lejligheder en Mængde Folk fra de omliggende Lande samlede sig, og et stort Handelsmarked plejede at holdes[1]. Men denne fredelige Forstaaelse ophørte omsider. Efter Erik Blodøxes Død tyede Gunnhild, hans Enke, med sine Sønner til Harald Gormssøn. Han modtog dem venligt, og gav dem saa store Forleninger, at de godt kunde underholde sig selv og sine Mænd[2]. Den tredie af Gunnhilds Sønner, Harald, der bar hans Navn, knæsatte han og gjorde ham derved til sin Fostersøn; han blev saaledes opdragen inden Danekongens Hird[3]. De ældste af Brødrene, Gamle og Guthorm, droge paa Vikingetog først til Austerveg, siden til Norge, og herjede i Viken, understøttede af Danekongen. Andre Vikinger gjorde det samme, og foruroligede Landet meget. At de begunstigedes af Danekongen, skjønnes deraf, at de havde deres Smuthul i Brennøerne, Vardøerne, Myl og Mustresund, hvilke Steder alle ligge paa den hallandske Kyst; de kunde derfra med Lethed komme til hvilken som helst Deel af det sydlige Norge, de ønskede. Der siges ogsaa udtrykkeligt, at Daner deeltoge i disse Plyndringer[4].
Kong Haakons Brodersøn Tryggve, hvilken han allerede i hans Barndom havde udseet til Konge i Viken, var paa denne Tid i Vesterviking, og Haakon maatte derfor selv sørge før Landets Forsvar. Med en Skare
- ↑ Laxdølasaga, Cap. 12.
- ↑ At disse Forleninger vare i Jylland, skjønnes deraf, at det siden, hvor Harald Gormssøn, for at svige Harald Erikssøn, bød ham Forleninger i sit Rige, heder hos Snorre (Ol. Tr. S. Cap. 11), at han bød ham de Forleninger, han tidligere havde haft, medens Fagrskinna (Cap. 42) udtrykkeligt siger, at han bed ham Jylland. Maaskee disse Forleninger havde staaet i Forbindelse med Erikssønnernes Nedstammelse fra Erik II i Jylland.
- ↑ Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 10.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 28, 30.
