Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/789

Denne siden er korrekturlest
761
Gamle Erikssøns Død.

Surendalen, og derfra over Surendalsskoven til det Throndhjemske, hvor han, forfulgt af Haakons Mænd, der tillige understøttedes af Almuen, blev dræbt i Gauldalen paa det Sted, som siden efter ham kaldtes Gamlaleir. Saa forskjellige have Sagnene været. Dette sidste er dog ganske enestaaende, medfører heller ikke nogen Sandsynlighed, og modsiges desuden af bestemte samtidige Vidnesbyrd[1].

44. Slaget ved Fitje. Haakons Død.


I nogle Aar havde Haakon nu Fred for Eriks Sønner. Der fortælles ikke, hvorledes han tilbragte Tiden, men man maa formode at han nu, som tidligere, under idelige Rejser omkring i sin Deel af Riget har syslet med Lovgivningsarbejder og overhoved med at ordne og styrke de af ham indførte Foranstaltninger. Om Christendomspaabud var der, som det synes, ej længer nogen Tale, og heller ikke foregik der i Landet selv nogen Begivenheder af synderlig Betydenhed. Da han i 26 Vintre havde været Konge (961), var han under sit Sommerophold paa Hordaland til Gjestebud paa sin Gaard Fitje, nordligst paa Storden[2]. Han havde sin Hird og mange Bønder hos sig. Blandt de Tilstedeværende var hans Frænde, der nu for første Gang nævnes, Eyvind Finnssøn, en Søn af Harald Haarfagres Datterdatter Gunnhild og Finn skjaalge, der igjen var en Søn af Eyvind Lambe og Thorolf Kveldulfssøns Enke Sigrid paa Sandnes. Gunnhilds Fader var Halfdan Jarl, som havde egtet Kong Haralds Datter Ingebjørg[3]. Eyvind Finnssøn var altsaa en storættet Mand; han havde betydelige Ejendomme paa Helgeland, og var derhos en af de ypperste Skalde paa den Tid; deraf fik han Tilnavnet Skaldespilder, fordi de øvrige Skalder ej kunde taale nogen Sammenligning med ham. Han hang med den største Troskab og Hengivenhed ved sin Frænde Kong Haakon. Blandt Hirdmændene og Gjesterne nævnes ogsaa tre Islændinger, den kæmpesterke Thoralf Skolmssøn fra Myrkaa i Horgaardal paa Nordlandet[4], Thorgeir Orms-

  1. Ágrip, Cap. 5. Der har formodentlig været et Sted, ved Navn Gamlaleir, i Gauldalen – nu kan det, saavidt vides, ej paavises – som har givet Anledning til et senere Sagn om at Gamle skulde vare begraven der. Men om Rigtigheden af Snorres og Fagrskinnas Beretning vidner tydeligt nok den samtidige Eyvind Skaldaspilders Vise, hvori det udtrykkeligt heder, at Kongen „farvede sin Klinge i Gamles Blod, da han drev Eriks Sønner ud i Søen“. Se Snorre, Haakon den godes Saga Cap. 32, Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 30, Fagrskinna Cap. 35.
  2. „I Nærheden af Biskopsstein“, tilføjer Ágrip Cap. 6.
  3. Se ovenfor, S. 575.
  4. Landn., III. 14.