enkelt Mand i Haakons Hær[1]. Men Haakon var lige uforfærdet. Idet han opstillede sine Mænd, henkastede Eyvind et Halvvers, hvori han spøgte med at Kongen nu hilsede paa Eyvind Skreyjas Hær med skarpe Odde; og strax udfyldte Kongen Verset, idet han priste sine Mænd, der saa vel lønnede ham for de Klenodier og dyrebare Vaaben, han havde skjenket dem. Vejret var klart og solvarmt, saa at Brynjen blev Kongen besværlig; han kastede den derfor af sig, og eggede med en glad Mine sine Mænd til Striden. Ved hans Side gik Thoralf Skolmssøn, med Hjelm, Skjold, Spyd og Sverdet Fetbreid. Thore Thorsteinssøn havde ingen Brynje, men tog en Oxehud, skar en Rift i den, stak Hovedet derigjennem og drog Huden over sig; dette Slags Hastverksbrynje skaffede ham siden Tilnavnet „Læderhals“[2]. Da Fylkingerne tornede sammen, blev der en haard Strid. Da Pilene og Kastespydene vare bortskudte, tog man til Sverdene; da gik Haakon og Thoralf frem foran Merkerne, og hug til begge Sider; „han traf altid“, heder det i en gammel Beretning, „og dog bed Sverdet, som om han ikke traf“. Kong Haakon var let at kjende blandt de øvrige, især fordi det lyste af hans gyldne Hjelm, naar Solen skinnede paa den. Da alle derfor rettede sine Vaaben mod ham, tog Eyvind Finnssøn en Hætte og drog ned over Hjelmen. Eyvind Skreyja, der gik i Spidsen for den fiendtlige Hær, og især søgte hen mod Kongens Merke, raabte nu: „Hvor er der blevet af Nordmændenes Konge? hvorfor skjuler han sig, eller tør ikke vise sig’? Man seer jo ikke mere til Guldhjelmen’?“ „Hold frem, som du stevner, om du vil finde Nordmændenes Konge“, svarede Haakon, kastede Skjoldet til Side og greb Sverdet med begge Hænder, idet han løb frem foran Merket. Eyvind Skreyja og Alf Askmand stevnede ligeledes frem, huggende til begge Sider, som rasende. „Lad mig gaa imod Eyvind, Herre“, sagde Thoralf Skolmssøn. „Nej“, sagde Kongen, „mig vilde han sinde, og mig skal han ogsaa finde“. Da de mødtes, løftede Eyvind Sverdet, for at hugge til Kongen, men Thoralf skød sit Skjold for, saa at Eyvind ravede. I det samme hævede Haakon Kvernbit med begge Hænder, og kløvede med eet Hug Eyvinds Hjelm og Hoved lige ned til Skuldrene[3]. Paa samme Tid faldt Alf Ask-
- ↑ Ágrip siger kun at der var fire mod een. Udtrykket „ser mod een“ anvendes i Fagrskinna allerede i Beskrivelsen over Slaget paa Frædø; det maa vel neppe nogensteds tages bogstaveligt.
- ↑ Landnáma III. 18.
- ↑ Kampen med Eyvind beskrives lidt forskjelligt i Ágrip. Da denne Beskrivelse dog er meget livlig og charakteristisk, ville vi her tilføje den: „Eyvind var en stor Kæmpe, større end andre; Jern bed neppe paa ham. Han gik saaledes om Dagen, at Ingen kunde staa sig mod ham, thi ingen kunde maale sig med ham; saaledes foer han frem hylende og tudende, og ryddede idet han hug til baade Hænder, og spurgte, hvor Nordmændenes Konge var, hvi han
