mand for Thoralf. Haakon gik nu saa voldsomt frem, at alle maatte vige for ham. I dette Slag“, heder det, „var det ikke godt for frygtsomme Mænd at gjøre Modstand, thi Styrken og Vaabnene og Angrebets Heftighed var uimodstaaelig; af de Danske prisede den sig lykkeligst, der var længst borte, og de nærmeste bleve snart lede deraf; det var ikke længe efter Eyvind Skreyjas Fald, førend Gunnhildssønnernes Hær begyndte at flygte, og de selv maatte fly til Skibene. Kongen forfulgte dem i Spidsen for sin Fylking, og dræbte alle dem de kunde naa. Blandt de Kæmper, der udmerkede sig i Slaget, nævnes ogsaa Thorgeir Ormssøn, som fik et Saar i Kinden, der skaffede ham Tilnavnet „Høggvinnkinne“ (den Kindhugne)[1]. Paa den Maade mistede Erikssønnerne mange Folk, baade paa Valpladsen, paa Flugten til Skibene, og nede paa Fjæren; mange druknede ogsaa, idet de vilde svømme ud til Skibene. Dog lykkedes det ikke saa Faa, og blandt dem Erikssønnerne[2], at redde sig ombord paa Skibene, med hvilke de strax flygtede sydefter, forfulgte af Haakons Mænd[3]. Han selv kunde ikke følge
- ↑ Landnáma, III. 18.
- ↑ Ágrip, Cap. 6, og Historia Norvegiæ fol. 8. a. lader to af Eriks Sønner, Gorm og Erling, falde i Slaget.
- ↑ I Beskrivelsen af Slaget have vi her fulgt Snorre (Haakon den godes Saga Cap. 28–31, og Fagrsk., Cap. 32, 33), hvilke bedst stemme med hinanden indbyrdes og tillige med de samtidige Kvad, hvorfor de saaledes have det største Paalideligheds-Præg. Afvigelsen i Ágrip, Cap. 6, er ovenfor berørt. Saxo (10de Bog, S. 477–479) beskriver det og paa en noget afvigende Maade, og det er tydeligt at se, at han her har fulgt uafhængige Sagn, rimeligviis hjembragte til Danmark af de Daner, der deeltoge i Slaget, medens Sagaernes Fremstilling rimeligviis grunde sig deels paa Eyvind Finnssøns og andre anseede Nordmænds, deels paa de tre Islændingers Fortællinger. De Overeensstemmelser, der trods Kildernes Forskjellighed og de øvrige Afvigelser dog findes mellem Saxos og Sagaernes Fremstillinger, vidne sterkt om Paalideligheden af disse i det Hele taget. Saxo lader Harald Gormssøn, hjemkommen fra et Tog, møde Harald Erikssøn og tilsige ham Hjelp mod Haakon, imod Løfte om at betale ham Skat, hvis han sejrer. Harald fik, heder det vi-
nu skjulte sig. Hold frem saaledes som nu, om du vil finde mig, sagde Kongen; hiin styrtede frem mod ham og hug til baade Hænder med en bred Øxe, faa at Huggene naaede Jorden. Da sagde Thoralf den sterke: Vil du, Herre, at jeg skal gaa imod ham? Nej, sagde Kongen, mig vil han have fat paa, og mig skal han ogsaa sinde“, kastede af sit Hoved en Dølge-Hat, Skaldaspilder havde sat over Kongens guldbelagte Hjelm, for at han skulde være vanskeligere at kjende end før, da han ellers var let at kjende af sin Højde og sit Udseende. Siden gik Kongen frem foran Merkerne mod Kæmpen, i Silkeskjorte, med Hjelm paa Hovedet, Skjold for sig, Sverd i Haand, og syntes saaledes udrustet alle at være prægtig at se til. Da vadede Kæmpen frem, hjelmet og brynjet, imod ham, løftede Øxen med begge Hænder, og hug til Kongen, men Kongen veg lidt til Side, faa at Kæmpen ikke traf, men hug ned i Jorden, og kom derved til at stupe lidt fremover, men Kongen hug ham med Sverdet isønder i Brynjen, saa at Delene faldt hver sin Vej“.
