med, thi idet han forfulgte de flygtende Fiender ned til Stranden, og Spyd, Pile og alskens Skudvaaben fløj saa tykt som Snedrev, var han bleven truffet i den højre Arm, lidt nedenfor Axlen, af en Piil, af det Slags som kaldtes Flein. Han lod sig bringe ud paa sit Skib, for at faa Saaret forbundet, men Blodet randt saa sterkt, at det ej kunde standses, og da det led ud paa Dagen, begyndte han at blive afmægtig. Han sagde nu til sine Mænd, at han vilde til sin Gaard Aalreksstad, og de roede nordefter; men allerede da de kom til Haakonshellen, følte han sit Endeligt saa nær, at han lod sig sætte i Land og et Telt opslaa, for at tilbringe sine sidste Øjeblik der, paa det samme Sted, hvor han første Gang saa Dagens Lys. Han kaldte sine Venner og Raadgivere til sig, for at sige dem sin sidste Vilje. Han efterlod ingen Sønner, og kun en eneste Datter, ved Navn Thora, derfor overdrog han sin Hird og hele Riget til Harald Erikssøn og hans Brødre, beklagende at der havde været en saadan Uenighed mellem ham og hans Frænder. Han bød sine Mænd bringe Erikssønnerne dette Budskab, med Bøn til disse om at de vilde vise Mildhed mod hans Venner og Frænder. Han angrede dybt, at han havde ladet sig bevæge til at afvige fra Christendommens Bud. „Vorder Livet mig forundt“, sagde han, vil jeg alligevel drage af Landet til christne Mænd, og bøde og bedre det, jeg bar forsyndet mig mod Gud; men dør jeg her i Hedendommen, saa begraver mig, som I selv synes“. Hans Venner tilbøde sig at ville føre hans Lig over til England for at det kunde blive begravet ved en Kirke. Men han sagde: „jeg er ikke det værd; jeg levede som en Hedning, og derfor skal man ogsaa begrave mig som en Hedning“. Kort efter døde han. Hans Venner førte Liget til Kongsgaarden Sæim paa Lygren i Nordhørdaland, hvor de opkastede en stor Hø og lagde ham deri indsluttet i en Steen-Tro, med hele hans Rustning og hans bedste Klæder, men intet andet Gods. De talte over hans Grav, som Skik og Brug var blandt hedenske Mænd, og viste ham til Valhall[1].
- ↑ Snorre, Haakon den godes S. Cap. 32. Fagrskinna, Cap. 34. Ágrip Cap. 6. Det er dette, som tilføjer, at han lagdes i en Steentro.
dere, en Flaade af 60 Skibe, og til Hjelpere Eyvind (Revindus, her menes Eyvind Skreyja) og Karlhøfde (Karlhofthus, her menes Alf Askmand). I Slaget opfordrede Eyvind Haakon til at træde frem og møde ham, og da Haakon nærmere betegnede, hvor han var, hug han efter ham med en usædvanlig stor Øxe, og vilde have truffet ham, hvis ikke en af Kongens Hirdmænd havde opofret sig ved at optage Hugget. – Dette var saa heftigt, at Øxen uden at standse gik tvers igjennem ham, og sank dybt i Jorden; da Eyvind maatte kaste sig paa Knæ for at faa den rykket op, gjennemboredes han af Haakon, der steg op paa den dræbte Hirdmands Lig. Imidlertid kom Thoralf, der af Haakon var lagt i Baghold for at falde Fienden i Ryggen, til, gjorde et Angreb, dræbte Karlhøfde, og drev Danerne paa Flugten. Men Haakons Fald opvejede de Andres Sejr.
