Haaleyger egged’ han
og Holmryger;
Jarlers Bane
iled’ til Kampen
Godt Nordmænds Følge
den Gavmilde havde;
Ø-Daners Rædsel
stod under Ertshjelm.
Stridsklæder afdrog,
slængte ned Brynjen
Hirdmænds Herre,
før han Hærstriden ypped;
legte med Lydmænd[1],
skulde Landet værge;
Gramen den glade
stod under gylden Hjelm.
Saa bed da Sverdet
i Siklingbaanden[2]
Valfaders Klæder,
som i Vand det droges;
bragede Brodde,
brødes Skjolde,
susede Sverd
over Stridsmands Isser.
Skjolde splitted,
og Skaller haarde
knuste og kløved
Kongens Værge;
Slag stod paa Øen;
stænked’ Krigerne
blanke Skjold-Borge
med Blod af Dræbte.
Brandt Saar-Brande
i blodige Vunder,
luded Laag-Øxer,
for Liv at tage;
Saarhavet sused
paa Sverdenesset[3],
faldt Flein-Floden[4]
paa Fjæren af Stordø.
Skaguls Skyer
under Skjoldhimlen røde
sammen stødte
og med Sverd leged;
Risled Odd-Fossen
i Odins-Vejret,
da sank saa Mange
for Sverde-Strømmen.
Da sad Døglinger[5]
med dragne Sverd,
med skaarede Skjolde
og skudte Brynjer;
Fro var i Hu
da ej Hæren,
som var til Valhall paa Veje.
Det sagde Gandul,
støttet paa Geir-Skaft:
Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/797
Denne siden er korrekturlest
769
Haakonarmaal.
