Folk, en Dags Sejlads fra Gauternes Land; som Danernes Hjem nævnes især Seedenicg (den ansels. Form for Skandinavi, Skaane), og Danerne selv kaldes ofte Hræder eller Hreder, en Benævnelse, der synes at have været egen for den fornemste Stamme af Goterne[1], efter hvilken ogsaa Danmark selv efter vore egne Oldskrifters Vidnesbyrd kaldtes Reidgotland (eg. Hredgotland). Af alt dette aabenbarer sig saaledes den nøjeste Forbindelse mellem de ældste Daner og Goterne, eller snarere en Sammensmeltning af dem begge. Vi finde derfor ogsaa den gotiske Nationalhelligdom i Hleidra eller Lejre, og følgelig vel ogsaa den gotiske Kultur, vedligeholdt i Danmark under de berømte og i vore Oldskrifter saa meget omtalte danske Konger af den saakaldte Skjoldunge-Æt, eller, som de og benævnes, Hleidrekongerne, ja endog efter deres Dynasties Ophør næsten lige til Christendommens Indførelse. Da imidlertid Danerne, om de end hørte til den gotiske Kulturkreds og maaskee kunde regnes til Goterne i videst Forstand, dog ikke selv oprindelig vare Goter, maa man antage, at de efterhaanden have rykket sydefter og udfyldt de Huller i Befolkningen, som ved Goternes idelige Udvandringer til Syden nødvendigviis maatte opstaa. Man behøver her ikke at tænke paa nogen voldsom Undertvingelse eller Fordrivelse; en saadan vilde ikke engang kunne bestaa med Goternavnets, Goterkulturens og Goter-Gudsdyrkelsens Vedligeholdelse. Gradeviis og umerkeligt have Danerne rykket sydefter fra Gautland, blandet sig mellem Goterne og indtaget deres Plads. Men imidlertid maatte dog Sproget efterhaanden forandre sig, og man finder derfor virkelig Spor af baade en reengotisk, og en halv gotisk eller rettere dansk-gotisk Periode i Damnark. Til den første hører den ovenfor omtalte Guldhorn-Indskrift; til det sidste de mere kunstlede gotiske Rune-Indskrifter; det er denne, i hvilken vore Sagaers Fortællinger om Hleidrekongerne spille. Den første vedkommer ikke Norge; den sidste derimod griber ikke ubetydeligt ind i Norges og hele Nordens Oldhistorie.
Ved Siden af Gauter og Daner nævne Folkevandrings-Forfatterne ogsaa andre mindre talrige Folk, der umiskjendeligt have tilhørt den gotiske Kulturs-Kreds. Blandt disse ere især Erulerne eller Herulerne merkelige. Vi have seet, hvorledes Jornandes beretter, at de i sin Tid vare blevne fordrevne af Danerne, medens han dog senere, forvexlende Tanais med Gøta-Elven, lader dem faa Navnet Heruler fordi de boede ved de Mæotiske Sumpe. Han beskriver dem som letbevæbnede, meget hurtige og krigerske, men fortæller at de desuagtet bleve undertvungne af Ermanarik. Ogsaa Prokop beskriver dem som krigerske, raske og letbevæbnede. Man finder dem snart som romerske Hjelpetropper langt i Østen, snart som
- ↑ I den saakaldte Vidsiths-Sang kaldes Ermanarik (Eormanrik) baade Hredkonge og Goterkonge. Se forøvrigt nedenfor, S. 59.
