Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/800

Denne siden er korrekturlest
772
Haakon Adelsteensfostre.

forærede Ingjald af Erkjendtlighed et fuldt Sæt Tapeter til hans Gildeskaale; da han vendte tilbage til Norge, fulgte Eyjulf med ham, for at se sig om i Verden. Ved Ankomsten til Norge foreslog Reidar ham at tage Tjeneste hos Kong Haakon, men Eyjulf svarede, at han ej var skikket til at tjene Konger, og sagde at han helst mistede at tilbringe Tiden hos Reidar. Denne gjorde Vanskeligheder derved, og maatte paa Eyjulfs indstændige Spørgsmaal endelig rykke Ud med Aarsagen, at hans Broder Ivar, der snart var ventende hjem fra Viking, ikke kunde lide Islændingerne, men plejede at spotte og forhaane dem saaledes, at de ej vel kunde opholde sig der, især da ogsaa hans Mænd fulgte hans Exempel. Eyjulf fik herved just Lyst til at blive, og Reidar kunde ikke vel negte ham det. Da Tiden led til at Ivar skulde komme, iførte Eyjulf sig en loden Kappe, og sad med den hver Dag ved Reidars Side. Da Ivar kom, og var bleven venskabelig modtagen af Reidar, fik han Øje paa Eyjulf, og spurgte sin Broder hvad for et Menneske eller Dyr der sad ved Siden af ham, thi det var, sagde han, en temmelig stor Rue (hrúga, Dynge). Eyjulf sagde, hvo og hvorfra han var, og at han agtede at forblive der om Vinteren, hvorover Ivar yttrede sin Misfornøjelse, og bebrejdede sin Broder, at han skulde drage til det værste Folk i Verden og bringe dem Mænd derfra paa Halsen at opvarte. Da han saa, at hans Broder tog sig nær heraf, slog han sig vel for det første til Taals, men paastod dog, at han vilde kalde Eyjulf med Tilnavnet Ruga, ligesom han og hans Mænd ved hver given Anledning søgte at have ham til Bedste. Julegjestebudet skulde denne Gang staa hos Brødrene, og da Tiden nærmede sig, gjorde Reidar sig rede til at drage om og indbyde Gjester. Han vilde have Eyjulf med, fordi han ikke var vis paa, hvorledes Ivar og dennes Mænd vilde behandle ham, men Eyjulf sagde at han ikke befandt sig vel, og helst ønskede at blive hjemme. Reidar maatte drage afsted uden ham, og Ivars Mænd glædede sig allerede til at have deres Morskab med Rugen, som de kaldte Eyjulf. Men mod Formodning sagde Ivar, at det vilde være højst utaknemmeligt af ham mod hans Broder Reidar, der alene sørgede for at styre Huusvæsenet, om han tillod at dennes Gjest led Overlast; han forbød sine Mænd at sige et eneste fornærmeligt Ord imod ham, og erklærede at om han end havde dræbt hans Broder, vilde han dog for Reidars Skyld ikke gjøre ham noget ondt. Han forbød dem ogsaa at kalde ham Ruge. Den følgende Morgen indbød Ivar Eyjulf til at gaa med dem ud i Skoven for at fornøje sig med at fælde Træer. Han fulgte med, og kom her, idet han gik afsides, til at treffe en Bjørn, af hvilken han med sit Sverd afhug Trynet oppe ved Øjnene, og tog det med sig. Dette sinkede ham, saa at de øvrige kom hjem før ham, til stor Sorg for Ivar, der ængstedes over hans Udebliven og bebrejdede sig selv og sine Mænd, at de havde ladet den Fremmede gaa ene i den vildsomme, af Skadedyr