herjende Krigerskarer i Tydskland og Gallien, ja endog som Fribyttere til Søs langs Vest-Europas Kyster i det 4de Aarhundrede. Med Rugerkongen Odoachar (Audvakr) var der Eruler og Skirer i Følge, da han 476 underkastede sig Italien og omstyrtede det vestromerske Kejserdømme. Fra Theodorik, Østgoternes Konge, har man endnu to af Cassiodor forfattede Breve til en Eruler-Konge, hvorved han opfordrer ham med andre germaniske Fyrster til at tiltræde et Forbund mod den frankiske Konge Hlodevig, og erklærer ham „more gentium“ (det vil her sige paa tydsk Viis) for sin Søn, ved at skjænke ham Heste, Sverd og Skjolde[1]. Erulerne havde paa denne Tid ogsaa underkastet sig Langobarderne, men desuagtet kom de i en ny Krig med dette Folk. Prokop siger at de af Overmod tvang deres Konge Rodulf til at bekrige Langobarderne; efter de langobardiske Sagn var Grunden til Krigen paa Langobardernes Side[2]. Erulerne bleve slagne, deres Konge faldt, og de deelte sig i to Hobe, af hvilke den ene efter lang Omflakken nedsatte sig paa romersk Gebet, den anden foretog den allerede ovenfor omtalte Vandring til Skandinavien, hvor de nedsatte sig blandt Gauterne. Den sydlige Afdeling af Erulerne var Romerne til stort Bryderi formedelst deres Urolighed. Under Justinians Regjering faldt det dem ind, ingen Konge at ville have, og de dræbte derfor deres Konge, Ochon; siden besluttede de at udbede sig en Konge fra deres Brødre i Norden, og sendte derfor Mænd til dem i dette Ærende. Men førend Udsendingerne kom tilbage, faldt det dem ind, at de dog ogsaa burde have adspurgt Kejseren; de anmodede ham virkelig om at give dem en Konge, og han sendte Svartva, en af deres egne Landsmænd, der opholdt sig ved hans Hof. Men kort efter kom ogsaa Udsendingerne fra Norden med en Konge ved Navn Todasios, der ledsagedes af sin Broder Aordos og en udvalgt Krigerskare. Svartva maatte flygte til Constantinopel, men Todasios og den største Deel af Erulerne tog, af Frygt for Justinians Vrede, sin Tilflugt til Gepiderne, i Forbund med hvilke de kæmpede mod Romerne og Langobarder. De nævnes senere nu og da blandt Hjelpetropperne i den romerske Hær, indtil de omsider forsvinde. Da man i Erulernes Navn tydeligt gjenkjender det oldgermaniske Ord Erl eller Erls (angelsaxisk eorl, oldn. jarl), der oprindelig kun betegner „en Kriger af høj Byrd“, opklares paa den Maade det Gaadefulde i deres samtidige Fremtræden paa forskjellige Steder[3]; de var ikke oprindelig et Folk, men Skarer af
Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/81
Denne siden er korrekturlest
53
Erulerne.
