i sit Sted[1]. Saavel han, som Børk, vare evnelige, men dog Thorgrim meest. Da han var voxen, overtog han strax Høvdingedømmet. En Vaar ledsagede Gisle og Thorkell Surssønner (se ovenfor S. 778–780) en Ven til Thorsnesthinget, hvor de bleve kjendte med Thorgrim og Børk, og indbudne til dem. Til Gjengjeld indbøde de senere Thorgrim og Børk til sig. Her fik Thorgrim se Thordis, fattede Kjærlighed til hende, og anholdt om hendes Haand, der heller ikke blev ham negtet. I Medgift med hende fik han Gaarden Søbol, og hans Venskab med Svogrene var saa stort, at han nedsatte sig her, overladende Helgafell til sin Broder Børk. Gisle og Thorkell bosatte sig derimod paa deres anden Ejendomsgaard, det tilgrændsende Hool, hvor de opførte herlige Bygninger. Thorgrims Godord og Anseelse var dem til stor Hjelp. Gisles Svoger, Vestein Vesteinssøn, var ogsaa en ædel og udmerket Mand, og en anseet Farmand. Disse fire Venner, Brødrene Gisle og Thorkell, og deres Svogre Vestein og Thorgrim, dannede tilsammen en Forening af drabelige unge Mænd, hvis Lige man sjælden saa, og som heller ikke undlod at vække Manges Misundelse. Saaledes hændte det sig paa et Vaarthing, det samme Aar, i hvilket Kong Haakon den gode døde (961), at de fire Venner indfandt sig til Thinge, alle i farvede Klæder, ledsagede af 40 Mand. De tilbøde med stor Bram sine Venner den Hjelp, de kunde yde dem, og dette vakte saa megen Mishag, at en af de Tilstedeværende spurgte den vise Gest Oddleifssøn fra Bardestrand (en Sønnesøn af Landnamsmanden Geirleif Høgnesøn, se foran S. 528), hvor længe han troede at dette Haukdølernes Overmod vilde holde ved. Gest svarede, at han ikke troede at det vilde vedvare ud over den tredie Sommer. Dette fik Gisle at vide, og foreslog de tre øvrige at de skulde sverge sig i Fostbroderskab med hinanden, for saaledes paa kraftigste Maade at gjøre Gests Spaadom til Intet. De samtykkede heri, og gik ud paa Ørehvolsodden, hvor de skulde slutte Fostbroderskabet paa den højtideligste Maade, ved tilsammen at gaa under Jordstrimmel[2]. De skare en Strimmel Jord op, og lode den i Midten hvlie paa et Maalespyd[3], saa højt at en Mand kunde naa med Haanden til Geirnaglen[4], medens de to andre Ender vare faste i Jorden. De gik derunder, vækkede sig Blod, og lode deres Blod rinde sammen i den under Strimlen blottede Jord, hvor de
- ↑ Eyrbyggjasaga, Cap. 9–11. Landn., II. 12.
- ↑ Med denne Gaaen under Jordstrimmel (at ganga undir jarðarmen) forbandt vore hedenske Forfædre et helligt Begreb; det anvendtes ogsaa som Gudsdom, se ovenfor S. 179, jvfr. Laxdølasaga Cap. 18.
- ↑ Ved „Maalespyd“ forstod man et Spyd med „Maal“ d. e. Trolddomsruner.
- ↑ Geirnaglen er den Nagle, der fæstede Skaftet til Falen, eller den med Odden sammenhængende Huulning.
