skyldte sig med at han havde saa travlt denne Sommer, især fordi han skulde skaffe sig Huustømmer. Da Kongen hørte dette, lod han ham følge sig til Viken paa sit eget Skib, og gav ham siden det nødtørftige Tømmer, en fuld Stibsfarm. Da Høskuld var rejsefærdig, sagde Kongen: „jeg har i dig fundet en hæderlig Mand, men aner at det nu er den sidste Gang du sejler fra Norge medens jeg endnu er Konge i Landet“; med disse Ord gav han ham til Afsked en Guldarmring af en Marks Vegt, og et kostbart Sverd. Høskuld kom velbeholden hjem til Høskuldsstad, men hans Hustru Jorunn var just ikke meget tilfreds med, at han havde bragt hende en Medbejlerske, og end mere forundret blev hun, da hun hørte, at hun baade skulde være døv og stum, og at Høskuld ej vidste hendes Navn. Hiin maatte imidlertid finde sig i, at Pigen blev paa Gaarden, og det var tydeligt nok, at denne havde god Forstand, ligesom hun og havde et fornemt Væsen. Mod Enden af Vinteren fødte hint Høskuld en Søn, og alle fandt at de ikke havde seet smukkere Barn. Høskuld kaldte ham Olaf, efter sin Morbroder Olaf Feilan, og elskede ham højt. Om Sommeren vilde Jorunn at Frillen skulde arbejde som det øvrige Tyende, eller ogsaa fare bort; Høskuld satte hende da til at opvarte ham og hans Hustru, og forresten kun til at passe paa sin Søn. Da denne var to Aar gammel, kunde han allerede tale og løbe om alene som fireaarsgamle Børn. En Morgen tidligt, da det var vakkert Solskin og Høskuld var gaaen ud før at se til sin Gaard, hørte han Menneskestemmer nede ved en Bæk, der løb under Tunbakken; han gik derhen, og saa at det var Frillen, som virkelig talte med Drengen: hun var altsaa slet ikke maalløs. Høskuld gik nu hen til hende og sagde at det ej kunde nytte hende længer at forstilte sig. Hiin gav ham Ret heri, og underrettede ham nu om, at hendes Navn var Mælkorka, og at hun var en Datter af den irske Konge Myrkjartan (Muircertach), fra hvem hun var bleven røvet da hun var 15 Aar gammel[1]. Høskuld fortalte Jorunn dette, men Jorunn sagde at det kom hende ikke ved, og var ikke venligere mod Mælkorka end før. Ikke længe efter, da Jorunn en Aften skulde gaa til Sængs, og Mælkorka, der som sædvanligt klædte hende af, lagde hendes Fodtøj paa Gulvet, tog Jorunn Sokkerne og slog hende om Ørene med dem. Mælkorka blev vred og satte sin knyttede Næve i Næsen paa hende, saa hun blødte, og Høskuld maatte komme og skille dem ad. Han maatte nu lade Mælkorka flytte bort
- ↑ Denne Muircertach kan ej være den Muircertach Nials Søn, der i Aarene 926 til 943 nævnes som Overkonge paa Island, og som dræbtes af Blakar i Dublin; thi Laxdølasaga omtaler ham endnu som levende efter 961. Det maa derfor have været en af de irske Smaakonger af dette Navn, og vist er det, at Annalerne virkelig omtale en Muircertach, dræbt 963.