Krigere, der, rimeligviis til forskjellige Tider, maaskee endog Aar efter Aar, droge ud fra Norden, for at vinde Hæder og Bytte i Syden, og neppe engang tilhørte et enkelt af de skandiske Folk, men flere, dog, som det synes, fornemmelig Gauterne og dem, der boede dem nærmest, saaledes vel ogsaa Danerne[1]. En anden Sag var, at de i Syden, omgivne af Fremmede, sluttede sig nærmere sammen og omsider kom til at danne etslags Folk. At de deels ingen Konge vilde taale, deels gjorde saamange Omstændigheder med at skaffe sig en Konge, kan alene forklares af deres Ættestolthed, thi som „Jarler“ kunde de ej være bekjendte at lyde hvilkensomhelst, men kun en Mand af den allerhøjeste Byrd[2]. At Skirer og Ruger ofte nævnes sammen med Erulerne, grunder sig neppe paa et Tilfælde, men derimod paa et virkeligt Naboskab i Oldtiden. Hvorledes Navnene Skiringssal og Ryger eller Roger i det sydlige Norge henleder Tanken paa en Sammenhæng mellem dem og de nysnævnte Nationer, have vi allerede antydet, og ville vi i det Følgende nærmere komme til at omhandle.
Det staar endelig tilbage at tale om Anglerne, der som Englændernes Stamfædre have erhvervet en saa overordentlig verdenshistorisk Betydning. Hvorledes de i Følge med Saxer og Jyder (Jótar) i det 5te og 6te Aarhundrede satte over til Britannien og underkastede sig England, er
rettigede dem til et „nomen præcipiuum“ kan neppe tages i anden Betydning end Fornemhed, Højbyrdighed, der ogsaa aabenbarede sig i deres ydre Fremtræden, deres smukke og velvoxne Legemer. Jvfr. hermed „Rigsmaals“ Udtryk om Jarlen.
- ↑ Det er forhen omtalt, at Odoachar, det vestromerske Riges Omstyrter, havde Eruler og Skirer i sit Følge. Udtrykkene herom ere forskjellige. Jornandes kalder ham i sit Skrift de regnorum successione en Ruger, førende Skarer af Turcilinger, Skirer og Eruler med sig, medens han i sin Goterhistorie kalder ham Turcilingernes Konge, havende i sit Følge Skirer og Eruler m. m. (Cap. 46). En anonym Forfatter siger, at han kom med Skirer og Eruler (Anon. Vales. 662, 665); en anden, at han kom med Erulerne, understøttet af Turcilingernes og Skirernes Hjelpetropper. Paulus Diac. siger, at han samlede en Hær af de Folk, der stode under hans Herredømme, nemlig Turcilinger, Eruler og en Deel af Rugerne, hvilke han alt længe havde behersket. Det synes altsaa, som om han ogsaa regnedes blandt Erulerne, medens man dog slet ikke er ganske paa det rene med, hvilken Nation han tilhørte: en Bestyrkelse paa hvad vi her ovenfor have antaget om Erulernes Herkomst.
- ↑ Det gamle Eddadigt Rigsmál, der allegorisk fremstiller Stændernes Oprindelse sætter netop „Jarl“ som Navnet for den fornemste Samfundsklasse, fra hvilken Kongen stammede. Jarlen skildres som smukkere og mere velvoxen, end de øvrige, og Krigerhaandværket som hans Hovedsyssel. Merkeligt nok, omtaler dette Digt Danr, hvilken Sagnet tillægger Danerigets Oprettelse; dette minder paa en paafaldende Maade om Erulernes Forhold til Danerne hos Jornandes.
