Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/820

792

Haakon Adelsteensfostre.

Kormak?“ Kormak kvad da atter et Par Viser, hvori han prisede den smukke Piges brændende Øjne og udtrykte sin Glæde over at disse Øjne havde dvælet paa ham ved Hagbards Hals. Ogsaa Pigerne hviskede nu med hinanden om de Fremmede, idet de gik ind i Skaalen, men Kormak hørte dog hvad de sagde. Tjenestepigen fandt ham svart og styg, Steingerd fandt ham derimod i alle Dele smuk, og havde kun at udsætte paa hans Haar, at det var kruset i Panden. „Han har ogsaa svarte Øjne“, sagde Pigen, „og det seer ikke godt ud“. Ogsaa herom havde Kormak en Vise paa rede Haand. Næste Dag gik Kormak hen at vaske sig, og derpaa til Stuen, hvor han hørte Stemmer indenfor: det var Steingerd med hendes Kvinder. Steingerd kæmmede sit fagre Haar. „Der er den smukke Mand“, sagde Pigen, idet Kormak kom ind. Kormak bad om at maatte laane Kammen, og fik den. „Du vilde nok give meget til at du havde en Kone med saa fagert et Haar som Steingerd“, sagde Pigen. Kormak kvad en Vise, hvori han sagde, at sligt Haar vel var fem Hundreder værd. „Du holder det dyrt“, sagde Pigen. „Ja“, kvad Kormak, „jeg holder Steingerd værd lige saa meget som Island, Hunaland, Danmark, England og Irland tilsammen. Toste opfordrede nu Kormak til at drage videre; han svarede at han langt heller vilde sidde hos Steingerd, end søge efter Sauder over Fjeldheiderne. Toste drog nu til Sæters, men Kormak sad efter, spillede Tavl og talte med Steingerd. Saaledes opstod en heftig Kjærlighed imellem dem begge. Kormak kom nu ofte til Gnupsdal for at besøge Steingerd. Da hendes Fader Thorkell fik det at vide, lod han hende hente hjem til sin Gaard Tunga. Men ogsaa hid kom Kormak, og det faldt Thorkell vanskeligt at faa ham bort. Han fik Folk til at lægge sig i Baghold for ham paa hans Vandringer, og stængte Steingerd inde, men Kormak dræbte eller bortjog sine Angribere, og brød Døren op til den Stue, hvor Steingerd var indelukt. Steingerd bad tilsidst Kormak formeligt at anholde om hendes Haand: han gjorde saa, og hun blev ham fæstet, men den egensindige Skald gjorde dog intet Alvor af at gifte sig med hende. Derover bleve hendes Fader og Broder vrede, og bortgiftede hende mod hendes Ønske og uden i Forvejen at underrette hende derom, med den tappre Holmgænger Berse, som strax red afsted med hende. Steingerd havde paa Bryllupsdagen søgt at faa Bud til Kormak om den ulykkelige Bestemmelse med hende; dog forgjæves; Kormak erfor intet om det Hele, førend Brylluppet var over og Berse dragen afsted: han ilede efter dem, og sprengte sin Hest, uden at kunne indhente dem. Siden udfordrede han Berse til Holmgang om Steingerd, hvilket var denne meget imod. Kormaks Moder Dalla var meget yndet af den mægtige Skegge, Høvdingen i Midfjorden, og udvirkede at denne laante ham til Holmgangen sit ypperlige Sverd Skafnung, som i sin Tid havde tilhørt Rolf Krake, og hvilket han selv havde taget