ud af dennes Høj[1]. Der var imidlertid mange Omstændigheder, hvilke man ved Brugen af dette Sverd troede at maatte iagttage, naar det ej skulde svigte. Da Holmstevnen kom, og begge Parter havde indfundet sig, foreslog Berse Kormak som en ung og uprøvet Mand heller at prøve Eenvige[2], end Holmgang, da der ved denne var for mange Vanskeligheder for den Uerfarne. Kormak vilde imidlertid intet høre herom, og fordrede Holmgang. Ved denne blev han let saaret i Tommelfingeren, og maatte derfor løse sig af Holmen; siden udfordrede Steinar, Kormaks Morbroder, Berse til en ny Holmgang og saarede ham i Bagdelen, hvoraf Steingerd tog Anledning til at skilles fra ham. Hun blev imidlertid ikke siden gift med Kormak, men derimod med en vis Thorvald Tintein, der ligeledes var en Skald, og som hun nu synes at have foretrukket for Kormak. Kormak og hans Broder Thorgils forlode derpaa Landet og droge over til Norge, hvor Kong Haakon Adelsteensfostre tog vel imod dem. De opholdt sig hos ham Vinteren over, men tilbragte Sommeren (961) paa Vikingetog, i hvilke Kormak udmerkede sig ved sin Tapperhed. Han kunde dog aldrig glemme Steingerd, men kvad ideligen om hende. Under sit senere urolige Liv stødte han oftere sammen med hende og frelste hendes Liv, som det senere skal vises, uden dog nogensinde at faa hende i sin Besiddelse. Dette tilskrev man, ifølge de Tiders Forestillinger, Trolddom. En Kvinde, hvis Søn Kormak havde dræbt, da han efter Steingerds Faders Anmodning havde lagt sig i Baghold for ham, skulde have foranstaltet Seid i den Hensigt, at de aldrig skulde komme til at faa hinanden[3].
Af de her skildrede Begivenheder kan man danne sig en ret tydelig Forestilling om, hvorledes Folkelivet i Norge og paa Island var beskaffent ved Midten af det 10de Aarhundrede, og paa hvilket Trin af Udvikling Nordmændene stode. Endnu var Forskjellen fra hvad der i de tidligere Aarhundreder var det sædvanlige, ikke meget stor. Endnu herskede Hedendommen: endnu var Leveskikken i det Væsentlige den samme, endnu vedvarede Vikingetogene. Men ganske uden Virkning kunne dog heller ikke de Bestræbelser have været, som Kongerne og de viseste Høvdinger gjorde sig
