for at oprette og overholde Orden inden Landets egne Enemerker. I Norge herskede Haakon den gode aabenbart med langt større Kraft, end man almindeligviis har villet tillægge ham. Naar det paa flere Steder heder, at i der i hans Regjeringstid var god Fred indenlands, og at den ene ikke skadede den anden, kan denne fredelige og lovlige Tilstand ikke ansees som tilfældig, men maa ene og alene tilskrives Kongens vise Foranstaltninger. Vistnok have vi seet enkelte Voldshandlinger af Bønderne mod hinanden indbyrdes omtalte paa hans Tid, og der har vel endog været endnu flere, som ej ere omtalte; men hvis hine Sagaens Ord skulle have nogen Betydning maa dog slige Voldshandlinger ansees som Undtagelser fra den almindelige Regel. Den blotte Nødvendighed af at lyde Kongens Forskrifter, der sigtede til Orden og Enighed, maatte omsider vænne Bønderne til at foretrække den lovlige for den lovløse Tilstand: de forskjellige Fylkers Indbyggere maatte vænne sig til at betragte hinanden som Landsmænd, og de Forsøg, der siden Harald Gormssøns Regjeringstiltrædelse gjordes fra dansk Side paa at fornye de gamle Fordringer paa en Deel af Norge, kunde ikke andet end skærpe Nordmændenes Nationalfølelse og deres Bevidsthed om at de dannede et eneste Folk, hvis Ære var afhængig af Landets Integritet. Det er derfor ogsaa fra denne Tid, at vi sinde de første Yttringer af Nationalstolthed hos Nordmændene lige over for Danerne[1]. Og maa det end ansees som et Onde for Norden i det Hele taget, at der skulde opstaa National-Uvenskab mellem dens enkelte Hovedfolk, saa maa man dog paa den anden Side erkjende, at dette National-Uvenskab i Rigernes Barndomstid maaskee væsentligst bidrog til enkeltviis at give dem Sammenhold og indre Kraft, og at det saaledes endog maaskee var et nødvendigt Middel i Forsynets Haand til at hindre Nordens Folk fra at splitte sig i en forvirret Mangfoldighed, der omsider vilde have endet med Nationalitetens egen Undergang.
Der er vel heller ingen Tvivl om, at Christendommen, skjønt den endnu ikke havde formaaet at erhverve Herredømmet i Norge, allerede paa Forhaand udøvede en god Indvirkning paa Folkecharakteren. Ikke at tale om at Kong Haakons Foranstaltninger til Bedste for Lov og Ret strengt taget kunne siges at være udsprungne af hans christelige Anskuelser af en Konges Pligter og et Folks Behov, maa de Exempler, de Christne, saavel i Landet selv, som udenlands, gave Hedningerne paa et roligere, ordentligere, men ogsaa behageligere Liv, end Hedendommen medførte, have vakt Tvivl hos mange af disse, om Hedendommen dog overhoved var værd at holde paa, ligesom der i alle Fald umerkeligt maa have indsneget sig et vist Fritænkeri blandt Hedningerne og deres Agtelse for de hedenske Guder selv maa have været
- ↑ Se ovf. S. 563.
