Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/826

Denne siden er korrekturlest
798
Haakon Adelsteensfostre.

len tilbragte man Dagen, de ugifte Mandfolk ogsaa Natten; ved de to Hovedmaaltider, Dagverd eller Døgurd (om Formiddagen) og Natverd (om Aftenen) bleve Bord satte frem langs Bænkene, og efter endt Maaltid atter borttagne; Drikken fortsattes sædvanligviis længer, og endtes oftest med et Ruus. Slige Drikkelag, krydrede ved venskabelig Samtale, ofte ved Vittighedskamp, der ej sjælden endtes med Slagsmaal, ved Skaldekvad og ved Bretspil, udgjorde den sædvanlige Fornøjelse inden Døre; uden Døre var det forskjellige Slags Lege, Hestekampe, Legems- og Vaaben-Øvelser, Jagt og Fiskeri, undertiden og Tømmerhugst, Haandverksarbejde og andre Sysler, som vi nu snarere vilde regne til haardt Arbejde[1].

Af sjældnere Kunstfrembringelser, der skyldtes Udlandet, omtales paa denne Tid kostbare Tapeter eller Tepper til at hænge paa Væggene, og i Særdeleshed Klædningsstykker af sjældnere Stoffer, som fiint Linned, Silke, og Gudvef (maaske Purpur). Vaaben fik man ogsaa for en stor Deel udenlandsfra; Hornklove omtaler saaledes Landser fra Vestlandene og valske Sverd[2]. Nordmændene dreve selv fremdeles meget paa Smedehaandverket, dog, som det synes, i denne Tid meest for at tilvejebringe det nødvendige Huusgeraad, thi de fortrinlige Vaaben, som Udtrykkeligt omtales, lade til for det meste at have været Arvegods fra tidligere Slægter, og der nævnes ikke synderligt om nye udmerkede Vaaben, smedede i Norden selv[3]. I Guld-, Sølv- og Bronce-Arbejde synes derimod vore Forfædre paa hiin Tid, saavel efter de i Sagaerne givne Beskrivelser af enkelte Pragtstykker, som af de i senere Tider fundne Oldsager at dømme, at have bragt det meget vidt[4]. Hvad Vaabnene selv angaar, da synes en større Mangfoldighed af Arter at have været brugelig. Man havde forskjellige Slags Stikvaaben, foruden Spydene og Geiren, som Brynthvaren, Kesjen, Fleinen (et let Kastespyd), Gaflaken (ligesaa); af Hugvaaben forskjellige Slags Øxer, langskjeggede, snagbjørnede, Taparøxen, Atgeiren (et Slags Hellebard) o. fl. Af Skjolde havde man mindre, som Targer, og større, saavel runde som aflange og spidse. Kunstsands og Kunstfærdighed synes overhoved slet ikke at have manglet

  1. Om alt dette, se yderligere R. Keyser, om Nordmændenes Boliger og daglige Sysler i ældre Tider, i Langes Tidsskrift 1ste Bind S. 305), hvor denne Materie er udtømmende behandlet.
  2. Se ovf. S. 485.
  3. Saaledes Ketil Høngs Sverd Dragvandel, der tilhørte Egil Skallagrimssøn; Rolf Krakes Skafnung, der tilhørte Midfjordskegge, Ingemunds Ættartanga, o. fl. – Derimod var Haakon Adelsteensfostres Kvernbit af engelsk Arbejde.
  4. F. Ex. i de smukke skaalformede Spander, der ere saa charakteristiske for Nordmændene; en af dem er afbildet i Worsaaes: Minder fra de Danske og Nordm., S. 320, og i Wilsons: Archæologia &primeval antiquities of Scotland, S. 523.