(Njørd), og Frauja (Frey) ere kun forskjellige Navne for een mandlig, den kvindelige Nerthus (Jord), og Fraujo (Freyja) kun forskjellige Navne for een kvindelig Hovedguddom, nemlig hine for Vodan (Odin), disse for „Moder Jord“ (Frigg). Ceremonien med den tjeldede Vogn (hleiþra) synes at have været denne Nerthus- og Freyja-Kultus egen. Lige indtil Hedendommens Ophør finde vi Antydninger til at denne Kultus vedligeholdtes i Hleidr paa Sjæland. Den troværdige tydske Skribent Thietmar, Biskop af Merseburg, der levede i det 10de Aarhundrede, fortæller om de hedenske Offerfester, som plejede at holdes hvert 9de Aar ved Sommersolhverstid i „Lederun“ paa Øen „Selon“; der offredes her 99 Heste, Hunde Haner og Mennesker, og disse blodige Offringer afskaffedes ej førend den tydske Konge Henrik Fuglefænger ved Aar 931 bragte det dertil[1]. Det er upaatvivlelig saadanne Offringer, der forestilles ved de raa Afbildninger paa de gotiske, i Sønderjylland fundne Guldhorn; og af Indskriften paa det ene, der fortæller at Hornene var en Gave til „holtske“ Gjester (Gjester fra Skovegne, Holsten[2], skulde man næsten slutte at de var skjenkede hine Gjester ved en slig Højtidelighed, og at Gjesterne selv have været saadanne Deputerede til Offerfesten, som Tacitus udtrykkeligt nævner, hvor han fortæller om de semniske Svevers Offerfester[3]. Mellem den reengotiske Tid, da hine Guldhorn forfærdigedes, og den senere, i hvilken det danske Navn er mere fremtrædende, og hvori de saakaldte Hleidra-Konger herskede, ligge vistnok flere Aarhundreder; men da der – hvad vi ovenfor har viist – ej kan være Tale om nogen brat Overgang, men kun om en efterhaanden indtrædende Tilflytten af gotiske Daner i de bortdragende Goters Sted, maa Folketroen, Skikke og Sæder i det Hele taget have holdt sig uforandrede.
Hvad forresten den religiøse Folketro idet Hele taget angaar, da ligger det ej alene i Sagens Natur, at den maatte være fælles for alle Germaner, men vi have ogsaa bestemte Vidnesbyrd derom, navnlig for Goternes Vedkommende. Jornandes siger nemlig, at Goterne dyrkede Halvguder eller Anses, fra hvilke deres Konger og fornemme Mænd udledede sin Herkomst[4]. I „Anses“ gjenkjender man strax det samme Ord, der
staaelse af det got. alhs, Tempel, Helligdom; og saaledes Lunden, ej Gudernes Navn, eller en Skrivfejl istedetfor Anses ɔ: Æserne men Brødreguderne er upaatvivlelig Frey og Freya, Frauja og Fraujo, hvilket ogsaa Prestens kvindelige Dragt endmere synes at bestyrke. Se herom ogsaa Zeuß, die Deutschen und die Nachbarstämme S. 29, 30.
