og Oder til Preussen og Vendland. Disse tvende Veje antydes ogsaa derved, at man neppe nogensteds i eller ved Østersøen har fundet saa mange arabiske Mynter, som paa Gotland og Bornholm. Den østlige Handelsvej, der gik til Novgorod og videre enten til den finske eller liflandske Bugt, er fortsat over Gotland, vel og tildeels over Aalandshavet, til Birk eller Sigtuna i Sverige[1]; den vestlige over Bornholm til Skaane og Danmark. Den Mængde arabiske Mynter, man ligeledes har fundet omkring Wollin, viser noksom, at Jomsborg maa have været den Havn, hvori denne vestlige Handelsvej berørte Østersøen; og det bliver her tillige en saare vigtig Omstændighed, at hine Mynter fornemmelig tilhøre det 10de Aarhundrede, just den Tid, i hvilken Jomsborg i Særdeleshed blomstrede[2]. Jomsborgs Vigtighed for Danmark er derfor indlysende. Dets Herre havde det i sin Magt at kræve rige Afgifter af de kostelige Varer, som der forhandledes; alle de, hvis Velvære beroede paa den Fortjeneste, de erhvervede, eller de Indkjøb, de gjorde paa dette Handelsmarked, bleve derved afhængige af ham, og for Danmarks Konge maatte Besiddelsen af Jomsborg saaledes væsentligt bidrage til at sikre ham de østlige danske Landskabers Troskab. I Særdeleshed maa, efter hvad de nysomtalte Myntfund saavel paa Bornholm, som ved Wollin antyde, hiin for Danmark nys erhvervede Ø[3] have staaet i den nøjeste Forbindelse med Jomsborg. Det er derfor ej at undres over, om Harald Gormssøn kastede graadige Blikke, saavel paa de vendiske Kyster i Almindelighed, som paa det rige Jomsborg i Særdeleshed, og at overhoved Østervegen, med de rige Handelspladse, i denne Tid blev de nordiske Vikingers fornemste Tumleplads. Der gives Spor af, at Harald Gormssøn, vistnok i sit Livs tidligere Periode, da han endnu ikke var ivrig Christen, søgte den abotritiske Fyrste Mistevois Svogerskab[4]. Efter at han var omvendt til Christendommen, bleve dennes Fiender ogsaa hans Fiender; et Forsøg fra hans Side paa at underkaste sig det hedenske Jomsborg og de øvrige forpommerske Landskaber maatte efter de Tiders Anskuelser fra et religiøst Standpunkt endog kaldes fortjenstligt. Men da Mieczyslav fra sin Side ogsaa søgte at erhverve Besiddelser i Pommern, kunde det saaledes neppe undgaaes, at han og Harald nu og da kom til at optræde som Medbejlere. Denne Omstændighed har vel og for en stor Deel bidraget til, at Harald
- ↑ Se Mag. Adam af Bremen, Schol. 121, hvor der udtrykkeligt tales om den fem Dages Sørejse fra Birk til Rusland.
- ↑ Barthold, Gesch. von Rügen und Pomern I. S. 299.
- ↑ Endnu i Wulfstans Rejseberetning fra Kong Alfreds Tider c. 870 heder det, at Bornholm „havde sin egen Konge“. Det er merkeligt nok, at nogle af de fornemste Jomsvikinger senere netop vare Bornholmere. Om de rige Myntfund paa Bornholm se Worsaae, Danmarks Oldtid S. 53.
- ↑ Paa Runestenen ved Søndervissinge staar der nemlig, at Tuva, Mistivis Datter, Harald den gode, Gormssøns, Kone, lod oprejse Mindesmerket.
