efter hvilke det da oprettede Rige, Gardarike, sikkert har faaet sit Navn[1]. Paa lignende Maade har nu vistnok Erik Eimundssøn baaret sig ad ved Kysten, ligesom hine Hærkonger i det Indre af Landet, og de Befæstninger, han oprettede, have vel ogsaa været Efterligninger af hine, nu i Russernes Besiddelse værende „Gaarde“, som det eneste Middel, hvorved hans Landsmænd kunde holde sig mod en fremmed, tildeels vel ogsaa fiendsk, Befolkning. Senere hen finde vi flere fordrevne russiske Fyrster, der tage deres Tilflugt til Sverige, og det blev mere og mere almindeligt, at de russiske Storfyrster indkaldte Krigere fra hiinsides Havet, indtil disse Krigere omsider kom til at danne et staaende Korps, der kaldtes Væringer, en Benævnelse, som dog især er bleven berømt ved det konstantinopolitanske Hof, der snart fulgte de russiske Fyrsters Exempel i at omgive sig med en paalidelig Livvagt fra det stridbare Norden. Historisk Betydning faar ikke det russiske eller gardarikske Rige førend med Oleg (Helge), der underkastede sig Kijev, som noget tidligere skal have været erobret af to andre nordiske Hærkonger; han gjorde siden et merkeligt Tog med en Mængde Rofartøjer nedad Dneprfloden og ligetil Konstantinopel, af hvis Kejsere han udpressede betydelige Pengesummer og Løftet om store Begunstigelser for de Russer, der besøgte Konstantinopel for at handle: Begunstigelser, af hvilke vistnok alle de Nordboer, der over Gardarike kom til Konstantinopel, nøde godt. Olegs Efterfølger og Ruriks Søn, Igor eller Ingvar, gjorde ogsaa Tog til Konstantinopel, af hvilke det første (941) var uheldigt, da mange af hans Skibe bleve ødelagte ved den saakaldte græske Ild; men hjemkommen til Kijev samlede han nye Skarer om lig, og sendte tillige Bud til Landet hiinsides Østersøen (Svithjod), efter Hjelpetropper, for paany at forsøge sin Lykke mod Kejserstaden. Kejser Romanus oppebiede ikke Angrebet, men bød Fred, der kom istand omtrent paa de samme Betingelser (945), som den tidligere Fredsslutning under Oleg[2]. Ingvars Tog maa have været meget berømt, og vakt megen Opsigt i Norden; han skal have haft ikke færre end 10000[3] Skibe med sig (af hvilke vistnok de fleste kun vare smaa
- ↑ Vi finde ogsaa senere russiske Fyrster tagende sin Tilflugt „hiinsides Havet“ altsaa rimeligviis til Sveriges vore Sagaer omtale idetmindste een russisk Fyrste i Sverige, nemlig den, der blev indebrændt af Sigrid Storraade; og endelig er det temmelig vist, at Benævnelsen „Svithjod“ i hine Tider ogsaa udstraktes til Kysterne ved den finske Bugt, hvorved Svithjod og Rusland bleve umiddelbare Nabolande.
- ↑ Herom se den russiske Annalist Nestor ved disse Aar.
- ↑ Nestor angiver 10000 for Ingvar, ligesom tidligere for Oleg 2000. Af disse Skibe kaldes nogle „Skedii“, hvilket synes at være det norske, „Skeider“. Ljudbrand (Antapodosis V. 15, Pertz, Mon. Germ. V. p. 331) nævner „mere end 1000 Skibe“, dog siger han at Russernes Skibe vare smaa.
