Af de Kildeskrifter, jeg ved Udarbeidelsen af nærværende Bind har benyttet, ere flere, for saa vidt de ogsaa benyttedes ved første Bind, omtalte allerede i Fortalen til dette. Blandt dem, jeg her nærmere tror at burde omtale, ere først og sremst de to Hovedskrifter, af hvilke jeg især har øst, nemlig Olaf Tryggvessøns Saga og Olaf den helliges
blindt den grebne’ Sigtelse for hadesuldt Sindelag mod Broderfolket, som Insinuationen indeholder. Naar man enten ikke kan eller ikke vil indsee, at den eneste Grund, der har bragt mig til at antage det usandsynligt, at Nordmændene indvandrede over Aalandshavet og Svithjod, er den, at de i saa Fald ej engang vilde være komne længer end til Svithjod, fordi de store Skove, der omgave dette, vilde have standset deres videre Fremtrængen, i det mindste mod Vesten, og at den eneste Aarsag, der bragte Sviarne til at forblive i Svithjod, netop var disse Skoves uigjennemtrængelighed for en Indvandringsflok, medens i modsat Fald, det vil sige, ifald Skovene havde været saa farbare, at de ikke standsde Nordmændenes Fremtrængen, ganske vist ogsaa Sviarne selv, under den for alle germaniske Indvandrings-Stammer fælles Trang til at drage saa langt mod Vest som muligt, vilde have trængt videre frem, maaskee lige til Norge, og i alle Fald ikke have slaaet sig til Ro ved Mælaren: – naar man, siger jeg, enten ikke kan, eller ikke vil indsee dette, da har jeg intet mere dertil at sige, end at det er den blinde, og mod alle Fornuftsgrunde døve, om et forældet Standpunkt vidnende, med Videnskabens Værdighed usorenelige, og i alle Fald barnlige og smaalige, Nationalforfængelighedens Forstokkethed, mod hvilken jeg har at kæmpe. Jeg maa ellers formode, at den, der for Alvor antager min Indvandringshypothese opført paa en saadan Nationalforfægelighedens Grundvold, vil have Vanskelighed ved at forklare, hvorledes jeg ved at omtale Vikens og Oplandenes Befolkning kan komme til, for sørste Gang, og uden nogen Forgængers Exempel, at tillægge den største Deel deraf, altsaa af Indbyggerne i Norges frugtbareste og bedst befolkede Egne, gøtisk, følgelig saa godt som svensk, Herkomst, og hvorledes jeg længer henne i mit Verk kan bære over mit Hjerte, saa uforbeholdent at omtale svenske og danske Kongeætters Herredømme over Norge, deres større Legitimitet og bedre begrundede Ret til betydelige Dele af Landet fremfor Harald Haarfagres Stamme, og endelig Norges sildige Optræden som organiseret Stat ved Siden af Sverige og Danmark. Thi en patriotisk Historieskriver i den Forstand, hvori hiin svenske Anmelder, der sinder „Norskhedsiver“ i ej at lade Nordmændene „berøre svensk Grund“ ved deres Indvandring, synes at tage Benævnelsen, skulde naturligviis omhyggeligt have skjult ethvert saadant Forhold, der er mindre hæder1igt for den norske Nation og saaledes mindre smigrende for dens Nationalforfængelighed. Efter min Mening kan Historieskriveren visselig lægge sin Patriotisme for Dagen, men alene derved at han anvender yderste Flid paa at opklare saa meget af Fædrelandets Historie, fremdrage saa mange hidtil ubekjendte Fakta, berigtige saa mange af de hidtil herskende, skjeve Anskuelser, som muligt, uden Hensyn til, om han derved kommer til at støde an enten mod sine Landsmænds, eller andres Nationalforfængelighed. I den historiske Virksomhed anerkjender jeg, med andre Ord, ingen anden Patriotisme, end den, der gjør sig gjeldende i den størst mulige Omhyggelighed, Nøjagtighed og Fuldstændighed ved Samlingen og Granskningen af de Materialier, hvoraf Fædrelandets Historie konstrueres. Men i Materialiernes Anvendelse og Historiens Konstruktion har alene Kosmopolitismen sin rette Plads.
