vare flere Nordmænd, kan ej betvivles. Vi kjende i det mindste Navnet paa een anseet Nordmand, der allerede længe havde staaet i Vladimirs Tjeneste, nemlig Sigurd, Søn af Erik Bjodastalle paa Ofrestad, og en Broder af Aastrid, Kong Tryggves Enke[1]. Af de mange nordiske Krigere, som Vladimir, efterat være bleven Eneherre over Rusland, afskedigede, skulle de fleste have vandret til Konstantinopel, og uagtet Vladimir skal have givet Kejseren det venskabelige Raad at fordele eller ødelægge dem, sees det dog, at denne foretrak at efterfølge Vladimirs Exempel, nemlig at oprette et Væringe-Korps[2]. Thi fra denne Tid af finde vi ogsaa Væringer i Konstantinopel, og dette Væringe-Korps fik en saadan Anseelse, at der fra nu af neppe engang er Tale om noget andet. At have været Væring i Myklegaard var den største Ære og Anbefaling, og Mænd af de fornemste Familier droge nu til Konstantinopel, for at optages i Væringernes Skare[3]
Den Forbindelse, hvori Nordboerne saaledes nu næsten paa een Gang
- ↑ Olaf Trygg. Saga, Cap. 46.
- ↑ Se nysanførte Anm. 3. Man har endnu en svensk Runesteen (i Turinge Sogn, Sødermanland), der omtaler en Mand, som faldt i et Slag øster i Gardarike, som „liðsforungi“, d. e. Anfører for en Skare (Liljegren, Runurk. 803).
- ↑ Den første Gang, vore Oldskrifter omtale Væringer, er hvor Njáls Saga fortæller om Kolskegg, Gunnar paa Lidarendes Broder, at han henved 990 drog
ringer“ kun betegner Folk fra Landene hiinsides Østersøen i Almindelighed. Imidlertid torde det dog nok være muligt, at Benævnelsen „Væringer“ i den oprindelige Beretning om Vladimirs Tilbagekomst til Novgorod har sigtet til noget mere, end „nordiske Krigere“ overhoved, og virkelig betegnet en hvervet, til en bestemt Tids Krigstjeneste strengere forpligtet Trop. Allerede de flere slaviske Navne, som nu begynde at blive gængse i Storfyrsternes egen Familie, vise at den slaviske Nationalitet mere og mere fik Overhaand i Rusland; at der maa have været National-Jalousi mellem Russer og Slaver, ligger ej alene i Sagens Natur, men viser sig og af hvad der ovenfor anføres om den Forskjel, Oleg ved Afsejlingen fra Konstantinopel gjorde paa Russernes og Slavernes Sejl. I Kijev, hvor Vladimir nu tog sin Hovedresidens, har vist ogsaa den slaviske Befolkning været overvejende, og det er derfor naturligt, at Vladimir for sin Sikkerheds Skyld omgav sig med en Skare af Væringer. Nestors Ord herom ere charakteristiske: „Væringerne sagde til Vladimir: denne By (Kijev) tilhører os; vi have erobret den og ville have to Grivner i Løsepenge af hver Indbygger. Vent en Maaned, svarede Vladimir, til Maardskindene komme. Men Maardskindene kom ikke. Da sagde Væringerne: du har skuffet os, men vi kjende Vejen til Grækenland. Nu vel, saa rejs, svarede Vladimir. Imidlertid udvalgte han de bedste og tapreste blandt dem, og fordeelte dem i Byens forskjellige Kvarterer. De øvrige toge Vejen til Kejserstaden. Vladimir sendte et Budskab i Forvejen og lod hilse Kejseren: en Hob Væringer kommer til dig; udseet dig ej for den Fare at lade dem være sammen i din Stad, thi da ville de begaa Uorden ligesom her. Fordeel dem, ødelæg dem, men lad fremfor Alt ingen komme tilbage“. (Nestor, ved 980).
