Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/118

92

Haakon Jarl.

Lindesnes; med andre Ord, de maa have optraadt som uindskrænkede Herrer over den hele Kyst, og Sven Tjugeskegg og Erik Jarl maa, om de ellers paa den Tid vare hjemme, have været nødsagede til at begive sig bort. Mod Haakon Jarl brugte Harald en List, der kom ham dyrt at staa. Medens Haakon endnu laa ved Hals og ventede paa Bør, sendte han Bud til ham og bad ham komme til sig. Haakon, der, besynderligt nok, ikke anede Uraad, begav sig strax til ham, kun ledsaget af faa Folk. Kongen havde ham saaledes ganske i sin Vold, og tvang ham nu til ej alene at lade sig selv døbe, men og at love at indføre Christendommen i sit Rige. Man kan let tænke sig, hvorledes den stolte og Aasareligionen saa hengivne Haakon maatte blive tilmode ved saadan Behandling. Vel lod han sig ikke merke med noget, saa længe han endnu var i Danekongens Magt, men man erfarer noksom af hans senere Handlinger, at han fra det Øjeblik af afsvor al Afhængighed og kun tænkte paa Hevn. Harald medgav ham endog Prester, som han maatte tage med ombord paa sine Skibe. Men aldrig saasnart havde Danekongen sagt ham Farvel, og en gunstig Vind blæste op, førend han lod Presterne sætte i Land, hejsede Sejl, og styrede til Øresund, hvor han nu optraadte som Danekongens afsagte og aabenbare Fiende, idet han herjede paa begge Sider af Sundet. Han fortsatte Farten forbi Skaane og Gautland, fremdeles herjende. Da han kom til Skærene østenfor Gautland, lagde han til Land og anstillede et stort Blot, hvorved han ogsaa fældte Blotspaan, for at erfare, om det var raadeligt for ham at stride, og om han vilde faa Lykke med sig paa sit Tog. Da saa han, fortælles der, to Ravne komme flyvende og klunke højt, idet de fulgte efter hans Skibe: heraf troede han at kunne skjønne, at Odin havde naadigt modtaget hans Blot, og vilde forunde ham Lykke i Striden. Han lod derfor sine Skibe brænde, men foer selv med Hærskjold over Landet. Ottar Jarl, som raadede for Gautland, søgte at modsætte sig ham, men blev slagen efter en heftig Kamp – nogle paastaa endog at han faldt i Striden – og Haakon Jarl fortsatte sit Tog gjennem Smaaland og Vestergautland, indtil han kom til Norge. Hvad Aarsag han havde til at foretage dette dristige og ødelæggende Tog igjennem Gautland, der dog ikke, saavidt vides, stod under Kong Haralds Herredømme, er vanskeligt at sige, siden Oldskrifterne tie derom. Ottar Jarl udgives i Jomsvikingasaga for Palne-Tokes Morfader: denne Omstændighed kunde maaske antages at have knyttet ham nærmere til Danmark, hvis vi ej maatte anse den hele Fortælling om Palne-Toke for mistænkelig. Snarere skulde man formode, at Toget mod Ottar paa en eller anden Maade staar i Forbindelse med de styrbjørnske Anliggender, hvorom nedenfor vil blive handlet; dog er og bliver ogsaa dette kun en løs og usikker Gjetning. Om Toget selv kan der imidlertid ikke