muligt at redde sig ved Flugten til Skove og afsidesliggende Egne med det Løsøre, de i en Hast kunde tage med sig. Af denne grumme Færd høstede Harald imidlertid ingen Nytte – Da han var kommen til Stad[1], fik han høre, at Haakon Jarl nærmede sit med en betydelig Hær, og allerede kun var et kort Stykke nordenfor hun Halvø. Uagtet hans Flaade skal have bestaaet af ikke færre end 1200 Skibe, vovede han dog ikke at oppebie Haakon, men vendte om igjen, uden at det kom til nogen Kamp. Da Harald laa ved Solund-Øerne, skal han, som det i enkelte Sagaer fortælles, have haft den Hensigt at bekrige Island, for at hevne en Nidvise, Islændingerne havde digtet om ham; men hans Høvdinger og Raadgivere skulle have forestillet ham det Vanskelige og utilraadelige deri, og omsider faaet ham til at afstaa fra dette æventyrlige Forsæt. Der anføres ogsaa et fabelagtigt Sagn om at han skal have faaet en tryllekyndig Finn til at begive sig til Island i en Hvals Skikkelse[2], for at undersøge Landets Tilstand, men at denne Finn i hver Fjord, hvor han søgte ind, mødte saa mægtige Landvætter, at han maatte drage tilbage med uforrettet Sag, og ved Tilbagekomsten bestyrkede Harald i Uudførligheden af hans Beslutning. Dette Sagn, der aabenbart kun indeholder en billedlig Fremstilling af de daværende fornemste islandske Høvdingers vældige og ærefrygtbydende Personlighed, er forsaavidt af Vigtighed, som det, ved at nævne Thord Gelle, Olaf Feilans Søn, blandt hine Høvdinger, viser at denne Haralds Plan, hvis han ellers virkelig har haft nogen saadan, er at henføre ikke til hans nys beskrevne Tog til Norge, men til det, som han foretog i 965, strax efter Harald Graafelds
- ↑ Ifølge Fagrsk. Cap. 49. Olaf Tr. Saga Cap. 83, hos Snorre, Cap. 36 lader Harald ikke komme længere end til Solundar-Øerne.
- ↑ Dette er naturligviis saaledes at forstaa, at hans eget Legeme imidlertid laa som dødt, se ovf. 1ste B. S. 181.
Kysten lige til Stad, med Undtagelse af fem Gaarde i Lærdalen“. Knytlingasaga Cap. 3: „han ødelagde Landet langs Søen, saa at Alt var brændt mellem Lindesnes og Stad, undtagen 5 Gaarde i Lærdalen i Sogn“. Heraf skulde det synes, som om de fem Gaarde i Lærdalen vare de eneste paa den hele Kyststrækning, der bleve staaende. Men Ol. Tr. Saga Cap. 83 har: „han ødelagde alt Landet, hvor han kom, saa at alene 5 Gaarde stode ubrændte i Sogn i Lærdalen“; og Snorre (Ol. Tr. Saga Cap. 36): „han ødelagde alt Landet, og kom til Solund-Øerne: kun 5 Gaarde stode tilbage i Lærdalen“. Her ere de 5 Gaarde i Lærdalen kun nævnte som et Exempel paa den Ødelæggelse, der overgik en enkelt Bygd; de siges at være de eneste, som stode tilbage i Lærdalen, uden derfor at være de eneste levnede paa hele den nævnte Kyststrækning. Og dette synes ogsaa at være den rette Mening af den oprindelige Beretning herom, hvorfor jeg ovenfor har fremstillet Sagen paa den Maade. Jomsvikingasagas Fremstilling er desuden aldeles forvirret, da den synes at regne Sogn heelt til Stad. Sandsynligviis har der været et gammelt Kvad, hvori de fem lærdalske Gaarde nævntes.
