hær, Norden kunde opstille, og at det blev de nordlige Farvandes Plage og Rædsel, vilde man i ethvert Tilfælde kunne slutte, om end ikke de gamle Skrifter udtrykkeligt fortalte det.
Man har i Stiftelsen af Jomsvikingesamfundet villet se en bestemt Bestræbelse hos patriotiske Daner for at sætte en Modvegt mod den Blødagtighed og Overforfinelse, som de frygtede at Christendommen og den tydske Paavirkning vilde medføre. Navnlig har man opstillet Palne-Toke som en saadan egte dansk Patriot og Forfegter af Aasa-Religionen lige over for den sydlandske Kultur og Christendommen. Men denne Opfattelsesmaade af Jomsvikingernes Fremtræden maa ej alene bortfalde med Palne-Toke selv, men den strider ogsaa aldeles mod de virkelige Forhold. Jomsvikingerne optræde for Harald Gormssøn, og fiendtligt mod Sven, altsaa for det tydsk-christelige Parti mod det nordisk-hedenske Harald Gormssøn, bekriget og overvunden af sin Søn, tager sin Tilflugt til Jomsborg, og ender her sine Dage. Sidenefter fange Jomsvikingerne Sven, afpresse ham betydelige Løsepenge, og tvinge ham mod hans Vilje til Forbund med den polske Hertug. Jomsvikingernes Høvding, Thorkell høje, drager siden paa egen Haand til England, tager med sine Mænd Tjeneste hos Kong Ædhelred mod Kong Sven, forsvarer London mod ham, og er senere endog en Stund paa en spendt Fod med Svens Søn, Kong Knut, indtil han endelig forliger sig med ham og træder i hans Tjeneste, dog, som man ogsaa ser, mod store Forleninger og Belønninger[1]. Det er ikke engang nogensteds udtrykkeligt nævnt, at Jomsvikingerne vare Hedninger. Snarere skulde man formode, at de vare Christne, siden den engelske Konge tager dem i sin Tjeneste, og siden der ingensteds tales om deres Daab[2]. Hvis Jomsvikingerne have taget noget Parti i Religionsstriden for Religionens egen Skyld, er det derfor langt rimeligere at de have taget Parti for Christendommen end mod denne, og at dette har forøget deres Iver for at bekæmpe Haakon Jarl. Det Parti, hvortil Harald Gormssøn og Jomsvikingerne hørte, gjenkjendes-dog nu kun som politisk, ikke som religiøst Parti – ogsaa under Knut den mægtiges og hans Sønners Regjering repræsenteret af Ulf Jarl, Thorgils Sprakaleggs Søn, og Ulfs Søn Sven, medens det nordiske eller antitydske Parti efter Hardeknuts Forlig med Magnus den gode
- ↑ Herom sinder man især Underretning i det samtidige „Encomium Emmæ Reginæ“, aftrykt i Langebeks Script. rer. Dan. II. S. 472–502, og fornemmelig i de Optegnelser angaaende Thorkell højes Liv, som Langebek har indført i samme Bind, S. 458–463.
- ↑ Det er ogsaa at merke, at den ivrige Christen Olaf den hellige indtraadte i deres Skare. Besynderligt nok, nævner Snorre og Ol. Tr. Saga ved Beskrivelsen af Arveøllet kun Christsminde og Michaelsminde, medens Fagrskinna nævner hedenske Skaaler, Bragafull o. s. v.
