en mægtig Lendermand øster i Viken, og gaaet til Sængs med hans Datter Ingebjørg uden hendes Frænders Samtykke. De øvrige Jomsvikinger aflagde lignende Løfter. Den følgende Dag, da de vare ædrue, fandt de selv at de havde taget Munden noget for fuld; men Løfterne vare nu engang aflagte, og maatte holdes. Det eneste, de kunde gjøre for at de ikke skulde faa altfor stor Overmagt at kæmpe med, var at komme uforvarende over Haakon, og derfor besluttede de at drage strax afsted med de Folk og Skibe, de havde hos sig. Det maatte dog altid medtage nogen Tid, inden de bleve ganske rejsefærdige, og i denne Mellemtid kunde det ikke undgaaes, at man i Norge fik noget Nys om Sagen. Gildet skal have staaet ved Vinternatstid (14 Oktober) og det var ikke førend om Julenatten (25 Decbr.) at de kom til Jæderen, efter at de først havde fejlet til Limfjorden, og derpaa med skarp og heldig Vind havde naaet Agder, hvilket de droge forbi uden at herje, da dette Landskab hørte til Danekongens Rige[1].
Rygtet om Gildet og de aflagte Løfter kom først op til Viken og Raumarike, hvor Erik Jarl just opholdt sig i sit Len[2]. Hans Forhold til Faderen var nu siden dennes Frafald for en stor Deel forandret. Harald Gormssøn maatte betragtes som deres fælles Fiende, og om der endnu var – nogen Misstemning mellem Fader og Søn, var den ridderlige Erik ikke den, som i Farens Stund kunde give slige Betragtninger Rum. Han samlede strax Folk, og ilede med dem over Oplandene til Throndhjem, hvor han underrettede sin Fader om den forestaaende Fare. Begge lode nu ufortøvet Hærør opskære over hele Thrøndelagen, og sendte Bud til Nordmøre, Raumsdal, Søndmøre, Naumdal og Haalogaland, idet de overalt opbøde fuld Almenning baade af Skibe og Folk. Derpaa begav Haakon Jarl sig til Søndmøre for at være paa Færde og holde Øje med Fienden, overladende til Erik at samle den fra de nordligere Egne udbudne Hær og føre den sydefter til ham.
Jomsvikingerne havde imidlertid, som vi ovenfor nævnte, taget Vejen til Limfjorden, og derfra lige over til Agder og videre til Rogaland, hvor de strax begyndte at herje, da det hørte til Haakons Rige. Saaledes gjorde de ogsaa om Julenatten (985) Landgang paa Jæderen, hvor de omringede en Skemme eller fritstaaende Bygning, i hvis Loft eller øvre Stokverk en ung Mand af god Æt, ved Navn Geirmund, sov med en Deel Folk[3].
- ↑ Her er fornemmelig Fagrskinna fulgt, med behørigt Hensyn til de øvrige Sagaer.
- ↑ Se det udtrykkelige Vidnesbyrd i Thord Kolbeinssøns Vers, anført i Olaf Tr. Saga Cap. 87, hos Snorre Cap. 40, hvor det efter den rette Læsemaade heder, at Vikboerne hørte Rygtet om Striden.
- ↑ I Jomsvikingasaga Cap. 39 er det Tunsberg, ikke Jæderen, hvor Jomsvikingerne allerførst komme, og Manden, der mistede sin Haand, kaldes Agmund hvite, ikke Geirmund. Urigtigheden af at lade dem anløbe Tunsberg og herje
