Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/139

Denne siden er korrekturlest
113
Jomsvikingernes Tog til Norge.

Geirmund og hans Mænd vaagnede ved Jomsvikingernes Krigsraab og Vaabentummel. Han kastede i en Hast Klæderne paa sig, og hoppede ud fra Loftet Det var et højt Hop, men han kom dog ned paa Benene. I det samme han kom ned, fik han et Hug over Armen, saa at Haanden gik af; imidlertid slap han dog bort i Mørket, fik nogle Folk til at følge sig paa en Løbeskude, og skyndte sig nordefter alt hvad han kunde, indtil han traf Haakon Jarl og hans Søn Erik ved et Gilde paa Gaarden Skyggen i Borgund paa Søndmøre. Jarlen sad just ved Bordet, da Geirmund kom ind og hilsede ham. „Er der noget paa Færde“, spurgte Jarlen. „Ja“, svarede Geirmund. „Jeg haaber din Tidende er god“, sagde Jarlen. „Nej“, svarede Geirmund, „god er den ikke, men sand; en Hær er kommen i vort Land søndenfra Danmark, og over megen Skade i Eders Rige“. Haakon, som maaske allerede længe forgjæves havde ventet Jomsvikingerne, vilde i Førstningen ikke tro det, og sagde at Norge forlængst havde været øde, hvis Danerne havde herjet hver Gang der gik Rygte derom; han lagde endog til, at Folk neppe vilde vænne sig af med at udsprede falske Efterretninger, førend en saadan Rygtesmed var bleven hængt. Geirmund svarede: „om faa Uger ville I nok erfare, at jeg har talt sandt“. I det samme blottede“han sin Armstump til Bevis paa at han ej foer med Løgn. Han tilføjede at han kunde skjønne det var Jomsvikingerne derpaa, at han i det samme han mistede Haanden, paa hvilken der var en Guldring, hørte en af de Omstaaende sige: „der fik du en god Fangst, Vagn Aakesøn!“ Det var nemlig ham, som havde hugget den af. Nu indsaa Jarlen og hans Mænd, at det virkelig var Alvor, og at man skyndsomst maatte samle den udbudne Hær. Viter bleve antændte, Hærør opskaaren, og Haakon selv ilede med et eneste Skib ud og ind efter hver Fjord for at drive Folk sammen, saa at man ikke engang ret vidste Besked, hvor han var, eller hvor han sidst havde tilbragt Natten. Man maa næsten formode, at det lange Ophold, som gik hen mellem Erik Jarls første Melding om den forestaaende Krig og Jomsvikingernes virkelige Ankomst, har gjort Haakon tryg, saa at han har ladet en Deel af de først samlede Skarer drage hjem igjen. Imidlertid samledes nu atter Hæren sammen i store Flokke og forøgedes med alle dem, som Jomsvikingernes Herjen nødsagede til at flygte fra de sydligere Fylker. Haakon holdt idelig Udkig, deels landvejs over Eidet, deels udenom Stad og syd i Fjordene, medens Erik forblev ved Hovedhæren.

Jomsvikingerne styrede uden nogen Modstand under idelig Herjen langs Landet og forbi Stad til Søndmøre. Her lagde de først ind til Herøerne,

    her, i Danekongens eget Rige, er indlysende. Alle de øvrige Sagaer, Jomsvikingadraapa med iberegnet, nævne Jæderen og Geirmund.