der skulde henrettes, sagde hrútr! (d. e. Veder, Saudbuk). Paa Spørgsmaalet, hvad dette skulde betyde, svarede han: „Saa mange af Eder have i Dag sagt „Aa, Aa!“ (Ordet „Aa“ betegner ogsaa en Hunsaud), at jeg dog maatte se at skaffe Vederen til“. Dette Svar fandt man løjerligt og modigt, og Erik Jarl skjenkede ham Livet. Nu kom en meget smuk og høj Mand med dejligt Haar, han svøbte Haaret frem over Hovedet og bad, at man ikke vilde gjøre det blodigt. En af Haakon Jarls Hirdmænd tog en Haand og snoede i Haaret, for at holde fast deri, og Thorkell hug til; men i det samme rykkede Jomsvikingen Hovedet tilbage, saa at den, der holdt Haaret, ludede fremad; Hugget traf hans Arme saa begge Hænder gik af, men den bundne raabte: „End leve nogle af Jomsvikingerne“. Erik Jarl gik hen til ham og spurgte: „Hvad er dit Navn, min vakre Mand?“ Jeg heder Harald“, svarede han, „og ansees for en Søn af Bue“. „Det kan nok være“, sagde Jarlen, „vil du beholde Livet?“ „Hvad andet Valg har jeg vel“, svarede han. Da han nu løstes af Touget, spurgte Thorkell Leira: „Skulle da alle disse Mænd, der have dræbt vore Frænder for vore Øjne, beholde Livet, det er dog alt for galt“. Erik svarede: „Vidste du da ikke for, at jeg har mere at sige end du?“ „Dertil kan det nok hænde at vi skiftes“, sagde Thorkell, løb i Vrede hen til det Sted, hvor Vagn sad, med hævet Øxe, og vilde hugge til; men en af de bundne Vikinger, ved Navn Skarde, kastede sig ned foran hans Fødder, saa at han i Farten snublede fremover og slap Øxen; i samme Øjeblik stod Vagn op, greb Øxen og hug Thorkell tvertover Nakken, saa at Hugget først standsede i Jorden. Saaledes fik han dog opfyldt denne Deel af sit Løfte. Erik Jarl sagde at det var Skade at dræbe en saadan Mand, og tilbød ham Livet med de øvrige af hans Mænd, som endnu ikke vare dræbte. Vagn modtog Tilbudet, og beholdt saaledes Livet, selv tolvte[1].
Imidlertid sad Haakon Jarl og hans fornemste Mænd paa en Træstamme i Nærheden. Da hørte man en Buestreng gjalde paa det Skib, der laa nærmest Land, og i samme Øjeblik kom en Piil, og gjennemborede Lendermanden Gissur hvite fra Valdres, der sad, prægtig klædt, nærmest Jarlen[2]. De øvrige løb strax ned til Skibet, og fandt Haavard huggende, der med afhugne Fødder endnu stod paa Knæ yderst ved Skibsranden, og holdt en Bue i Haanden“. „Sig mig, Gutter“, sagde han, „faldt der nogen ned fra Træstammen?“ De sagde at Gissur hvite var dræbt. „Da var jeg ikke saa lykkelig med mit Skud, som jeg haabede“, svarede Haavard, „det var til-
