og kvad tilsidst et Par Vers, hvori han ytrede at han angrede paa at have gjort sig saa megen Umag, og lod sig forlyde med at han vilde gaa over til Sigvalde. Da tog Jarlen ham til Naade, og forærede ham en prægtig Skaalvegt med tilhørende Lodder, som han selv havde brugt til at udforske Fremtiden. Skaalerne vare af renset Sølv, forgyldt; Lodderne vare to, en af Guld, en af Sølv, begge dannede i Form af Menneskefigurer. Naar Jarlen ved Hjelp af denne Vegt vilde vide en Sags Udfald forud, gav han i Forvejen hver af Lodderne sin bestemte Betydning, og naar den Lod kom op, som han vilde, var den urolig i Skaalen, og gav en Klang (Glam); deraf fik Einar siden Tilnavnet „Skaaleglam“, under hvilket han er bekjendt. Jarlen gav ham ogsaa et prægtigt Skjold, med Guldbeslag til en Vegt af 12 Ører, Besætning af kostbare Stene, og Malerier, der forestillede gamle Sagn[1]. Fra Einar Skaaleglam og Thord af Alvidra, der efter Tabet af sin Haand kaldtes „Arvhaand“ (Kjevhaand), fik man paa Island den omstændeligste Beretning om Slaget; den første, som bragte Efterretningen derom, var forresten Vigfus Vigaglumssøn. Ogsaa Tind Hallkellssøn maa have berettet om Slaget efter sin Hjemkomst. Af disse mange Fortællere der hver berettede efter sin Opfatningsmaade, kan man forklare sig de Afvigelser, der endnu findes mellem de tre Hovedberetninger om Slaget, hvoraf de to (Jomsvikingasagas og Kongesagaernes) synes at være islandske, den tredie derimod, som vi væsentligst have fulgt (den saakaldte Fagrskinnas) norsk[2]. Paa Stedet selv findes nu ingen Sagn om dette vigtige og mer-
- ↑ Jomsvikingasaga Cap. 42, jvfr. Egils Saga Cap. 81. Af den Omstændighed, at Vellekla digtedes før Slaget i Hjørungavaag, forstaaes, hvorfor den intet kunde indeholde om Slaget, og hvorfor altsaa ingen Vers deraf ere anførte til Hjemmel for Beretningen om dette.
- ↑ I Flatøbogen, hvor Sigmund Brestesøns og Bues Kamp beskrives, tilføjes der: „dette er Hallbjørn Hale den ældres og Steingrim Thorarinssøns og Presten Are Frodes Beretning“ (Færeyingasaga S. 172). Heraf kunde man maaske slutte, at allerede Are Frode havde udarbejdet en Beskrivelse over Slaget, efter Sammenhold af de forskjellige Beretninger; paa den anden Side er det og muligt at Beretningen alene gjelder, hvad der fortælles om Sigmund. I alle Fald ser man deraf, at det aabenbart uhjemlede Sagn om Sigmund og Bue allerede var gængs paa Are Frodes Tid, omtrent 1100. Det er her af megen Interesse, med den norske omstændelige, og i det hele taget paalideligere Beretning, at sammenligne Saxos, den eneste selvstændige danske, der findes om dette Slag. Den lyder i Udtog saaledes: „Da Harald Gormssøn erfoer Haakon Jarls Frafald, troede han desto strengere at burde straffe den norske Ungdoms Trods, jo stoltere den havde hævet Nakken imod ham. Han sendte derfor Jomsvikingerne mod dem, overdragende disses Anførere Bo (Bue) og Sivalde (Sigvalde) at hevne den ham selv viste Foragt. Ved at se deres Skarer, skjønnede Haakon at han vilde have en Kamp at bestaa, der oversteg hans Kræfter, og besluttede derfor i sin Rod at ty til sine Guder, idet han ofrede to haabefulde Sønner. Følgen deraf var, at Danerne, i Søslaget med
