sig ind i deres Anliggender, indskrænkende sig alene til at tilbagevise ligefremme Fornærmelser[1], og forøvrigt arbejdende paa at befæste sin Magt i Landet selv, idet han holdt skarpt og ængsteligt Øje med alle dem i og udenfor Norge, der seent eller tidligt kunde blive ham farlige[2]. I den Deel af Riget, over hvilken han raadede, var Hedendommen endnu forherskende, og det bidrog derfor vist ikke lidet til at gjøre ham afholdt, at han var en oprigtig og ivrig Blotmand. Beviser herpaa have vi allerede seet. Ved sin Gard, Lade, hvor han for det meste opholdt sig, havde han ladet et prægtigt Hov opføre, prydet med Guld og Sølv, og forsynet med den i de Tider sjældne og kostbare Pragt, Glasviuduer, der udbredte et jevnt Lys over det Hele. Her fandtes mange prægtigt udsmykkede Gudebilleder, og blandt dem alle synes Thorgerd Hølgabrud at have indtaget den fornemste Plads[3]. Der nævnes ogsaa om, at han og Gudbrandsdalens Høvding, Dale-Gudbrand, havde et Hov tilsammen, der aldrig aabnedes, uden naar Haakon Jarl besøgte ham, og hvor ligeledes Thorgerds og hendes Syster Irps kostbart udsmykkede Billeder stode ved Siden af de øvrige Guders, blandt hvilke Thor paa sin Kjerre udtrykkeligt nævnes[4]. Det er derfor med god Føje, at Haakon i Sagaerne ogsaa fører Tilnavnet „Blotjarlen“. Og det er denne hans Vedhængen ved Hedendommen og fornemmelig hans Frafald fra Christendommen, efter den ham paatvungne Daab, som har bragt de senere Sagaskrivere til at fælde en haardere Dom om ham og fremstille ham i et mere forhadt Lys, end hans Færd i det hele taget fortjener.
Haakon Jarl herskede, som vi have seet, ikke over hele Norge, men kun over det Nordenfjeldske, medens Viken og Oplandene enten stode under Sviakongen, eller i alle Fald ikke under Haakons Herredømme, skjønt han vistnok havde megen Indflydelse derover, især gjennem sin Søn Erik, der havde en Deel deraf i Len, og, om han endog maaske nu og da foruroligedes ved Sviakongens Angreb, dog, som det lader, holdt sig der, fornemmelig i Raumarike. For saa vidt man kan antage, at den forhen omtalte Harald grønske, Bjørn Farmands Sønnesøn, virkelig, som flere af Kongesagaerne
- ↑ Se, hvad nedenfor berettes om Sigmund Brestesøns Sendelse til Sverige.
- ↑ Hans Fremgangsmaade mod Olaf Tryggvessøn, der nedenfor skal omtales, tjener til Exempel derpaa.
- ↑ Færeyingasaga Cap. 23. Denne Beretning er imidlertid neppe ganske sikker. Dog taler ogsaa Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 150, 193 om de Kostbarheder, hvormed Gudebillederne i Templet paa Lade vare smykkede, og om den Guldring, eller foregivne Guldring, der hang i dets Dør.
- ↑ Se Njáls Saga, Cap. 88, 89. Beretningen i sig selv synes paalidelig nok, kun ere de geographiske Angivelser aldeles Urigtige, som om Gudbrand kun boede et kort Stykke fra Lade. Muligt, at en mægtig Bonde i Omegnen af Lade af Sagafortælleren er bleven forvexlet med Dale-Gudbrand.
