Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/158

Denne siden er korrekturlest
132
Haakon Jarl.

skud af at hevne Morbroderen. Men istedetfor at egte Einar Haardkjeft, egtede hun Ljot, en tredie Søn af Thorfinn Hausakljuf, som nu tog Jarldømmet og blev en mægtig Høvding. Den skuffede Einar forsøgte med Magt at tiltvinge sig Opfyldelsen af det ham givne Løfte, men han fik kun faa Tilhængere, da Orknøingerne helst ønskede at lyde Thorfinns Sønner. Den fjerde af disse, ved Navn Skule, gjorde ligeledes Fordring paa Jarldømmet. Da han ej fik nogen Deel deraf med det gode, drog han til den den skotske Konge (det maa have været Kened den 3die)[1] og lod ham give sig Jarlsnavn over Katanes, hvilket Landskab han allerede synes at have besiddet. Han samlede nu Folk, drog over til Orknøerne og angreb sin Broder Ljot, men denne blev mandsterkere og overvandt ham. Skule flygtede over til Katanes, men Ljot forfulgte ham, og nødsagede ham til at ty til Kong Kened om Hjelp. Denne sendte ham ogsaa en Hær under Anførsel af en Høvding ved Navn Macbeth[2]; men i det Slag, som nu holdtes, blev dog Ljot Sejrherre, Skule faldt, Macbeth flygtede, og Ljot underkastede sig hele Katanes. Efter nogen Tids Fejde mellem Ljot og Skoterne kom Macbeth tilbage med en stor Hær og angreb Ljot, der ikke havde halv saa mange Folk. Men Ljot sejrede ogsaa denne Gang, dog fik han saa haarde Saar, at han kort efter døde. Nu tilfaldt Jarldømmet den femte Broder, Lødve, der skal have været en mægtig Høvding[3]. Men saavel hans, som hans Forgængeres Anseelse fordunkledes af hans Søn Sigurd, der udbredte Orknøjarlernes Herredømme videre end selv den første Sigurd havde formaaet, og i sin henved trediveaarige Regjeringstid[4] gjorde sig navnkundig over alle Vesterhavets Lande. Han beholdt Katanes, uagtet Skoternes Bestræbelser for at erobre det tilbage, og herjede desuden hver Sommer paa Skotland, Irland og Syderøerne, hvilke sidste han ganske underkastede sig og gjorde sig skatskyldige. Den skotske Maormor eller Befalingsmand i Mør-

  1. Kong Kened den 3die herskede nemlig mellem 969 og 991. Det kan neppe have været hans Formand, Kong Cuilen, der herskede fra 965–969, eftersom man erfarer, at Thorfinn Hausakljuf endnu levede, da Gunnhild og hendes Sønner flygtede til Orknøerne for Haakon Jarl, og de nys skildrede Begivenheder dog ogsaa maa have medtaget mere end fem Aar.
  2. Hans Navn skrives i vore Sagaer forskjelligt, Magbjod, Margbjod, Magbragd.
  3. Alt dette fortælles omstændeligt i Flatøbogen, hvorefter det er aftrykt i Skaalholt-Udg. af Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 180. Et Udtog findes i Olaf Tryggvessøns Saga i Fornmanna Sögur Cap. 97.
  4. At Sigurd, der faldt i Briansslaget i Irland 1014, maa have hersket i det mindste i 30 Aar, sees deraf, at Thorodd Skattkaupande, der nedenfor omtales, ikke kan have truffet Sigurd Jarls Skatkrævere senere end 983; altsaa var Sigurd allerede paa den Tid Jarl. Jvfr. nedenfor S. 134, Note 1.