Bjarne paa Svinø ved et lignende Løfte, og Planen aftaltes nu mellem dem. Breste og Beine ejede foruden Skuvø ogsaa Øerne Store og Lille Dimun, hvilken sidste var ubeboet, men hvor de havde Sauder og Køer gaaende. Engang havde de været ude paa Lille Dimun og skulde ro over til Store Dimun. De vare fuldt bevæbnede, men havde ingen andre Folk med sig, end deres to Sønner, nemlig Brestes Søn Sigmuud, der kun var 9, og Beines Søn Thore, der kun var 11 Aar gammel. Da de ikke vare langt fra Store Dimun, saa de trende, med væbnede Mænd fuldt besatte Skuder komme roende; der var 12 Mand i hver Skude, og som Anførerne for hver af dem kjendte de Hafgrim, Thrond og Bjarne. Det var let at se at disse havde Ondt i Sinde, da de søgte at afskære dem fra Land[1]. Det lykkedes dem dog at komme hen til en Klippe ved Strandbredden; der løb de op, da den var et godt Forsvarssted, og lode Drengene sætte sig ved Siden af dem. Hafgrim og Bjarne anfaldt dem strax, men Thrond forblev nede paa Fjæren og vilde ikke deeltage i Kampen, mere, som man af hans senere Færd kan se, for at undgaa altfor slem Eftertale, end fordi han i sig selv følte nogen Betænkelighed ved at volde sine Frænders Død. Hafgrim kunde imidlertid længe intet udrette mod de kjække og kampfærdige Brødre, især Breste, der havde valgt sig den farligste Post. Hafgrim bebrejdede Thrond, at han ikke efter Aftale hjalp ham; men Thrond skammede ham ud fordi han ikke selv 24de kunde faa Bugt med tvende. Da løb Hafgrim i Hidsighed op ad Klippen, og gjennemborede Breste, men i samme Øjeblik kløvede ogsaa Brestes Sverd hans Skulder, saa at de begge styrtede døde ned af Klippen. Strax efter maatte ogsaa Beine bukke under. Thrond vilde nu at man tillige skulde dræbe Smaadrengene Sigmund og Thore, for at de ikke, naar de bleve voxne, skulde hevne deres Fædres Død. Men Bjarne modsatte sig med Bestemthed denne Grusomhed, og Thrond vendte strax klogeligt Talen om, foregivende at Forslaget heller ikke havde været hans Alvor, men at han tvertimod vilde opfostre Drengene for at gjengjelde dem, at han havde været med i Anslaget mod deres Fædre. De havde imidlertid været Vidne til Kampen og til deres Fædres Død. Thore græd, men Sigmund sagde: „lader os ej græde, men heller fæste denne Dag i vort Minde“.
Thrond tog nu begge Drengene til sig, men fik endnu samme Sommer en Handelsmand fra Tunsberg ved Navn Rafn Holmgardsfare – saa kaldet af sine hyppige Handelsrejser til Holmgard i Rusland – til at tage
- ↑ Efter færøiske Sagn skal Hafgrim have ligget paa Udkig efter Brødrene Breste og Beine paa den bratte Klippe Mjovanes, nordøstligt paa Sudrø, mellem Hvalvik og Hvalbofjord, lige over for lille Dimun; hans Følge skal imidlertid have opholdt sig hos Bonden paa Gillje, hvis Datter Hafgrims Søn Assur siden egtede. Rafns Udg. af Færeyingasaga, Fortale S. XXX.
