sur opføre et Virke eller Befæstningsverk om Gaarden, og opholdt sig jevnligt der med tredive Mand; naar han rejste mellem fine Gaarde, havde han ikke færre end Lid Mand med sig. Han maa vel allerede have ventet Angreb af Sigmund, hvis Ry paa denne Tid sikkert maatte have naaet Færøerne[1].
Om Vaaren var Sigmunds Knerrer færdige, og han gjorde sig rede til Rejsen. Da han sagde Jarlen Farvel, spurgte denne ham, hvad Tro han egentlig havde. Sigmund svarede efter nogen Betænkning at han ingen anden Tro havde end paa sin Lykke og Styrke. „Det duer ikke“, sagde Jarlen; „du bør søge din Trøst hos den Guddom, til hvilken jeg sætter al min Tro, nemlig Thorgerd Hølgabrud; vi skulle nu besøge hende, og bede hende om Held for dig“. Sigmund bad ham raade, og fulgte ham til Skogs, først paa en Vej, og derpaa ad en Sidesti til en opryddet Plads, hvor Gudehuset stod, omgivet med en Skidgard. Huset var meget smukt, med Guld og Sølv indstøbt i Udskæringerne. De gik ind, og kun faa Mænd med dem. Der var Glasglugger rundt omkring, saaat der ingensteds var mørkt. Der fandtes en Mængde Gudebilleder; Thorgerd Hølgabruds var inderst, lige for dem, prægtigt smykket. Jarlen kastede sig ned for hendes Fødder og laa der længe. Siden stod han op og sagde til Sigmund, at de skulde ofre hende en Gave, nemlig noget Sølv, som de lagde paa Stolen foran hende. „Hvis hun nu“, sagde Jarlen, „vil modtage Gaven, kunne vi merke det derpaa, at hun slipper den Ring, hun har paa Armen, og den Ring vil bringe dig Held“. Jarlen tog fat i Ringen, men han fik den ikke løs, og Sigmund troede at se, at hun bøjede Haanden tilbage. Jarlen kastede sig atter ned, og Sigmund saa at Taarerne stode ham i Øjnene; derpaa stod han op, tog atter,i Ringen, og nu gik den endelig løs. Han gav Sigmund den, og sagde at han aldrig skulde skille sig ved den. Derpaa sagde han Sigmund Levvel. Om Jarlens Tro virkelig var saa levende, at han indbildte sig at Gudebilledet efter Behag kunde holde og slippe Ringen, eller om han blot ved en efter hans Forestilling from List vilde skuffe Sigmund og sætte Mod i ham, kunne vi nu ej længer med Sikkerhed afgjøre, men efter hvad vi forresten kjende til Haakon, er det første det rimeligste[2].
- ↑ Færeyingasaga Cap. 22, 24 og Olaf Tryggv. Saga Cap. 184, 185 beskriver Skuvø saaledes som vi ovenfor have beskrevet Store Dimun, og henføre saavel Virket, som Assurs Død til hiin Ø; men da de gamle Viser og Sagn paa Færøerne henføre den sidstnævnte Begivenhed til Store Dimun, og desuden Beskrivelsen alene passer paa denne Ø (se Fortalen til Rafns Udg. af Færeyingasaga S. VII–X har jeg ikke betænkt mig paa, i dette Stykke at afvige fra den rimeligviis paa Island eller i Norge af Folk, der vare ukyndige i Lokalforholdene, nedskrevne Saga, i hvilken en Forvexling mellem de to Breste forhen tilhørende Øer Skuvø og Store Dimun saa let kunde opkomme.
- ↑ Færeyingasaga Cap. 23. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 184.
