Fjerdingen. Hvert Thinglag kom til at indbefatte tre Godord eller saa mange Bønder, som hørte til tre Hoved-Hov. De aarlige Thing for hvert af disse Thinglag afholdtes om Vaaren, og kaldtes derfor Vaarthing; de skulde i Regelen ikke vare længere end en Uge eller kortere end fire Dage. Ved dem udnævnte Goderne, aldeles ligesom Herserne i Norge, hver tolv Dommere[1]. Det stod imidlertid Enhver, som havde en Sag at paastevne, frit for at stevne den enten til Vaarthinget eller til Althinget. Det sidste foretrak mange, naar de enten frygtede Partiskhed ved Vaarthinget, eller naar Althinget var nærmere for Haanden end dette. Althingsretten blev derfor saa overlæsset med Sager, at man ogsaa her maatte gjøre en Forandring, idet man paa Althinget selv oprettede en Ret for hver Fjerding eller saakaldt Fjerdingsdom[2]. Disse Fjerdingsdomme bestode hver af ni Medlemmer, af hvilke hver Gode udnævnte een, undtagen i Nordfjerdingen, hvor Godernes Antal ved den nys omtalte Foranstaltning var blevet tolv i Stedet for ni, og hvor derfor de tolv Goder maatte forene sig om at udnævne ni Bisiddere i Fjerdingsdommen. Af denne Grund kaldtes ogsaa Godordene i Nordfjerdingen deelte eller ufuldstændige[3].
Den nys beskrevne Foranstaltning med Hensyn til Landets Inddeling
- ↑ Thingene vare: I Østfjerdingen: Sunnudals, Kidjafjelds og Skaftafjelds Thing; i Sydfjerdingen: Rangaa eller Thingskaale-, Aarnes- og Kjalarnes-Thing; i Vestfjerdingen: Tveraa eller Thingnes, Thorsnes og Thorskafjords-Thing; og i Nordfjerdingen: Hunavatns, Hegranes, Vadle og Thingø-Thing. – Hvorledes Herserne i Norge udnævnte Dommere, se ovenfor 1ste Bind S. 601.
- ↑ Man skulde næsten formode, at disse Fjerdingsdomme tildeels traadte i Stedet for de saakaldte Fjerdingsthing, som paa et Par Steder omtales, nemlig i Eyrbyggja Saga, Cap. 10, Landn. Cap. 98, hvor det heder at Thord Gelle indrettede Fjerdingsthing for Vestfjerdingen paa Thorsnes (se ovf. 1ste B. S. 781), i Islendingabok Cap. 5, hvor det heder at Fjerdingsthing indrettedes efter at den ovenfor nævnte Inddeling var ordnet, og endelig i „Graagaas“ Vigsl. Cap. 58, hvor der gives Valg mellem at søge Sager paa Althinget, paa Heredsthinget eller paa Fjerdingsthing, „naar disse holdes“. Denne sidste Bestemmelse findes dog kun i den yngre Afskrift af „Graagaas“, og tør derfor maaske være kommen ind i senere Tider, efter at allerede de norske Indretninger havde begyndt at faa Indpas; det sees og at Fjerdingsthing ikke regelmæssigt have været holdte. De i Islendingabok og Eyrbyggjasaga omtalte Fjerdingsthing have sikkert kun været af kort Varighed, indtil de egentlige Fjerdingsdomme indrettedes; Thord Gelle sees allerede tidligt at have begyndt dermed i Vestfjerdingen (hvis man ellers ikke skal antage at Eyrbyggjasagas og Landnámas Udtryk er at forklare om en senere Tid). Nøjagtigt kjender man vistnok ikke Tiden da Fjerdingsdommene oprettedes, men at de vare en saa godt som umiddelbar Følge af Inddelingens Ordning, ligger i Sagens Natur. Om Fjerdingsdommens Indretning se „Graagaas“, Þingskapaþáttr Cap. 1 (Udg. S. 15).
- ↑ De kaldes i Islendingabok „forráðsgoðorð“.
