Thi min Æt
mod Enden lakker
som Træets Grene
trufne af Lynet;
Ak, før den Fader
al Fryd er svunden,
som Sønnens Lig
paa Lejet strækker.
Stort var det Brud
som Bølgen gjorde
i min fædrene
Frænde-Kreds;
aabent stedse
og uudfoldt stander
Sønnens Skaar,
som mig Søen voldte.
Meget har Ran
røvet fra mig;
hver ere alle
elskede Venner?
Havet har slidt
min Slægts den bedste,
den ædleste Traad
fra mit eget Hjerte.
Kunde med Sverdet
min Sorg jeg hevne,
ilde det skulde
Øge bekomme!
kunde i Havet
min Hevn jeg fremme,
hans Viv jeg vilde
visselig ramme.
Men ak, med Jøtnen
den ødelæggende
Mennesket ej
det mindste formaar;
al Verdens Folk
som Fnug for Gubbens
vrede Blik
brat henvejres.
Mig har Havet
meget ranet.
Grumt er Frænders
Fald at nævne;
svandt min Alders
Skjold saa fage,
ranet mig blev
min bedste Støtte
Selv jeg det veed,
i den Søn, jeg misted,
var ingen Thegns
Evne voxet,
om han til Ynglings
Aar var kommen,
førend ham Herjans
Hænder borttog.
I alt han føjed
sin Fader kjærlig,
skjønt Alverden
andet sagde;
mig han hjalp
i mit Huus saa venlig,
og min Magt
meest han støtted.
Hvo staar mig nu
ved Siden modig
i Ufreds Tid,
i Trængsel og Fare?
Sønnens Savn
jeg snart vil føle;
Venner svigte,
min Vinge stækkes.
Munch Det norske Folks Historie. I. II.
